Ærmerne er smøget op
Ærmerne er smøget op. LokalListen vil have flere i byrådet. Fra venstre og rundt om bordet ses, fra venstre og rundt om bordet: Erik Molnit, Dorte Steinmetz Bagge, Marianne Ørgaard (konsulent i bestyrelsen), Jonas Larsen, Michael Lilliekvist og Jan Hoffmann. Foto: Torkild Svane Kraft

Ærmerne er smøget op

Onsdag 30. november 2022 kl. 11:37

LokalListen i Faxe Kommune har fået ny bestyrelse og ny formand, og de er alle indstillet på at arbejde målrettet på at sikre LokalListen, der tidligere hed Borgerlisten, et godt valg når vi om tre år skal bestemme hvem der skal sidde i byrådet.
Og helt godt blev det ikke ved valget for et år siden. LokalListen gik tilbage, så listen nu kun er repræsenteret af René Tuekær, der blev formand for Plan- og kulturudvalget, så set ud fra mandatfordelingen, har listen fået det maksimale ud af stemmerne.

- Vi vil lægge mange kræfter i at styrke LokalListen frem til det næste valg og er nu i gang med at lægge en langvarig strategi, for vi mener det er vigtigt at en lokalliste er godt repræsenteret i byrådet, siger den nye formand Jan Hoffmann, der er virksomhedskonsulent og bor i Faxe Ladeplads.

Han underbygger det vigtige ved en lokalliste ved at pege på, at man her varetager det helt nære. Det man som borger virkelig kan mærke i dagligdagen, uden at skele til hvordan ens parti på Christiansborg ser på en sag.

- Jeg synes ofte at mange lokale politikere må tilpasse deres holdning til hvad man mener på Christiansborg, selv om de måske godt kan se anderledes på sagen ud fra et lokalt perspektiv - så derfor er der virkelig brug for en stærk lokalliste, siger Jan Hoffmann, og tilføjer at der i LokalListen er stor frihed til at gøre det der er bedst for borgerne. LokalListen er ikke rød eller blå, men en liste der arbejder hen over midten, for at skabe så god en kommune som muligt.

Tiltrække erhverv
LokalListen har mange tiltag i ærmet, for at tiltrække flere vælgere. Blandt andet vil man forsøge at få flere til at stemme ved næste kommunalvalg. Bestyrelsen er bekymret over den lave valgdeltagelse, og det vi man forsøge at ændre ved at være mere synlig mellem valgene, og ved helt konkret at gå ind op hjælpe borgere på forskellige måder mellem valgene.

Og her fortæller Jan Hoffmann at han lige nu er engageret i et et spændende projekt i en af de mindre byer i kommunen - et projekt der vil være til stor gavn og glæde for byens borgere, unge såvel som ældre. Her hjælper LokalListen blandt andet med at forsøge at rejse midler til projektet, og i den forbindelse kan Jan Hoffmann drage nytte af sit daglige virke om virksomhedskonsulent.

LokalListens nye formand sidder i et såkaldt §17,4. Et sådant udvalg kan nedsættes af byrådet for at løse forskellige problemer, eller komme med forslag til hvordan man bedst muligt takler forskellige udfordringer. Lige nu er der nedsat et §17,4 udvalg der beskæftiger sig med erhvervsliv. Et udvalg der har Nicolaj Lund Jensen, indehaver af Veras Verden, som formand.

- Det er meget spændende at sidde i det udvalg, og jeg er sikker på at vi kommer med mange gode forslag til hvordan vi bedst muligt hjælper de virksomheder vi allerede har i kommunen, og hvordan vi tiltrækker nye virksomheder, siger Jan Hoffmann.

- Vi vil jo gerne tiltrække flere borgere til kommunen, så derfor er det vigtigt at kunne tiltrække virksomheder. Virksomheder betyder arbejdspladser, arbejdspladser betyder flere borgere. Flere virksomheder og flere borgere betyder flere penge i kassen, så vi kan have gode daginstitutioner, gode skoler og en god ældrepleje, siger Marianne Ørgaard, der er tilknyttet bestyrelsen som det de med et glimt i øjet kalder seniorkonsulent.

Udover at være engageret i §17,4-udvalget, er medlemmer af LokalListen også repræsenteret i forskellige bestyrelser, bl.a. skolebestyrelser samt masser af frivilligt arbejde på mange forskellige fronter rundt om i hele Faxe Kommune. Men selv om bestyrelsen og medlemmerne er meget aktive udenfor byrådssalen, så er målet helt klart, at der skal være fremgang ved næste valg, så LokalListen får flere byrådsmedlemmer, for det er nu engang her beslutningerne træffes...
© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version