Samtalen vi aldrig får taget - men burde tage...
Advokat Henriette Houmann-Hammer deltager i aftenen “Når 2 bliver til 1”. Arkivfoto: Torkild Svane Kraft

Samtalen vi aldrig får taget - men burde tage...

Torsdag 29. september 2022 kl. 11:38

“Det skal vi også se at få gjort” - er nok en sætning de fleste, der ikke er helt unge længere, har sagt til sig selv og sin ægtefælle. Altså den alvorlige snak om hvad der skal ske, når den ene falder bort.
Men nu er der hjælp at få. Hjerteforeningen Faxe og LOF Haslev inviterer til en aften med titlen “Når to bliver til en” onsdag den 5. oktober kl. 19.00 i den store sal på Haslev Bibliotek.

Der er inviteret fire personer, med relevante funktioner i relation til overgangen fra 2 til 1, som hver især vil fortælle om deres opgaver og give gode råd. Det er Kim Mithiof, der er bedemand i Faxe, provst Ole Bjerglund Thomsen fra Haslev, direktør Thomas Søbygaard, Sparekassen Sjælland-Fyn Haslev samt advokat Henriette Houmann-Hammer, Haslev.

Udløbsdato
Livet har en udløbsdato, desværre. For at lette overgangen fra 2 til 1, vil det være en fordel, at have gennemført de vanskelige samtaler og også i god tid forberede overgangen og dermed gøre det lettere for den eller de efterladte.

Hvordan sikrer vi os selv og vores nærmeste? Et testamente bidrager til at skabe økonomisk tryghed, mindsker risikoen for konflikt i familien og kan give den efterladte en god forklaring på dine ønsker.

Advokat Henriette Houmann-Hammer fortæller om hvem der er arvinger efter loven, hvilken betydning et testamente har, og om de væsentligste grunde til at oprette et testamente.

Når man har mistet, skal boet behandles af skifteretten. Henriette Houmann-Hammer fortæller om hvad der sker rent praktisk, om de forskellige skifteformer og hvordan man forbereder sig bedst på den nye situation.

Fremtidsfuldmagt
Med en fremtidsfuldmagt kan du på forhånd bestemme, hvem der skal hjælpe dig, hvis du på et tidspunkt bliver mentalt eller fysisk svækket, og du ikke selv kan administrere din økonomi eller dine personlige forhold.

Det er vigtigt, at det er nøje beskrevet i fuldmagten, hvad fuldmægtigen må bestemme og hvad fuldmægtigen ikke må bestemme. Det er dig der bestemmer. Advokat Henriette Houmann-Hammer fortæller om hvordan en fremtidsfuldmagt oprettes og hvorfor det er en rigtig god ide på forhånd at bestemme hvem der skal have fuldmagten!

Efter hvert indlæg vil der være tid til at stille spørgsmål.
Tilmelding kan ske på Hjerteforeningen Faxes hjemmeside eller på LOF Haslevs hjemmeside. Aftenen koster 50 kr.
© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version