90-årig udstiller
90-årige Nis Schmidt udstiller på Emmaus i oktober og november. Privat foto

90-årig udstiller

Fredag 30. september 2022 kl. 07:45

Nis Schmidt udstiller på Galleri Emmaus.
Haslev: 90-årige Nis Schmidt udstiller sine nyeste værker på Galleri Emmaus, Højskolevej 9, lørdag den 1. oktober 2022 klokken 14-17.

Nis Schmidt maler stadig selvom han i februar fyldte 90 år. Alder er ingen hindring for den produktive kunstmaler, som har valgt Emmaus i Haslev til den ene af sine 90-års-udstillinger.

Nis Schmidt har været fast udstiller på Emmaus gennem mange år.
Han er stadig en knivskarp og produktiv kunstner, der hver dag sætter sig foran staffeliet.

Det er nye værker, Nis Schmidt udstiller i Haslev i oktober og november, og alligevel bevæger han sig frem og tilbage mellem nogle af sine faste motiver, nemlig kruset og ravnen.

Han er nok mest kendt for det bulede metalkrus, som han har foreviget i et utal af situationer.

På et par af Nis Schmidts nyeste værker er ravnen vendt tilbage. Den mytologiske fugl, som både forbindes med døden og undergang, og klogskab, har før været afbildet på Nis Schmidts symboltunge malerier.

Ravnen er dukket op igen på et par af hans nye malerier, fordi den er dødens fugl.

- Ja, vi kommer jo hele tiden tættere på døden, men jeg tænker egentlig ikke så meget på den, siger han.

Siden 1966, hvor Nis Schmidt konverterede til katolicismen, har der været en religiøs undertone i hans værker, og hans tro afspejles i motiverne, hvor kors, nadver og kirkebuen dukker op med mellemrum.
© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version