Gi’ digitalt fripas til ældre

Torsdag 18. august 2022 kl. 14:59

Gi’ digitalt fripas til ældre
Indlæg af:
Simon Hampe
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti
Faxekredsen, Sjællands Storkreds
Grønnegade 52, 4850 Stubbekøbing


Vores ældre medborgere har ret til en værdig alderdom, men det giver vi dem ikke ved at skubbe dem bagerst i køen og ydmyge dem i deres møde med det digitale Danmark.

Derfor vil Dansk Folkeparti indføre et digitalt fripas, der gør det muligt at blive fritaget for at skulle kommunikere digitalt med kommuner, sygehuse osv.

Ældre og funktionsnedsatte borgere, som ikke er ferme foran en skærm, ender med at drukne i den digitaliseringsbølge, der for år tilbage skyllede ind over det offentlige Danmark. I dag er det nærmest held, hvis du kan klare dig gennem oprettelsen af MitID uden at få sved på panden. Jeg har ikke levet otteogtyve somre forgæves, men hvis jeg må være ærlig, så svovlede jeg flere gange, da jeg selv skulle ha' MitID. En oplevelse, som jeg sjældent glemmer, og som jeg mener, mange ældre kan nikke genkendende til.

Har man været inde og tjekke en operationstid eller forsøgt at få en tid til at forny sit pas, har man nok også opdaget, det ikke altid er lige til med at finde hoved og hale i systemerne. Så hvordan nogle politikere har forestillet sig, at alle med nemhed skulle kunne sætte sig foran computerskærmen og finde rundt på e-Boks eller Borger.dk, kan jeg vitterligt ikke forstå.

Det digitale lokomotiv buldrer frem med sådan en hast, at særligt de ældre medborgere overses og efterlades på perronen. Derfor mener jeg helt grundlæggende, det bedste for vores ældre medborgere vil være at gøre digital kommunikation med det offentlige for et tilvalg fremfor et krav.

Det handler om at gøre hverdagen lettere og bedre for samfundets svageste og vores ældre medborgere gennem tilgængelighed.
© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version