Kultursalonerne er klar

Kultursalonerne er klar

Fredag 12. august 2022 kl. 10:58

Kultursalonerne Gisselfeld er en ny lokal forankret og jordnær slow festival, der sigter mod at styrke kulturen og fællesskabet via kollektive oplevelser inden for musik, litteratur, idéer, kunst og gastronomi.
De nøje kuraterede koncerter, talks, foredrag og smagsoplevelser finder sted i de smukke omgivelser ved Gisselfeld Kloster den 18. til 21. august.

Festivalen annoncerede for nylig det endelige program med musikere som Tina Dickow, The Savage Rose, Oh Land, Lucky Lo og Nikolaj Nørlund, et vægtigt litteraturprogram og foredrag og talks med profiler inden for videnskab og politik samt lokale, økologisk baserede gastronomitilbud.

Sammen med det færdige program kan tidsplanen ses på festivalens hjemmeside www.kultursalonernegisselfeld.dk.

Kultursalonerne Gisselfeld stiller med et stærkt litteraturprogram, hvor man udover talks med bl.a. Carsten Jensen, Helle Helle og Kaspar Colling Nielsen vil kunne opleve Jacob Skyggebjerg læse op af H.C.Andersen på udvalgte hemmelige steder i parken, møde forfatterne på pladsen og købe deres bøger i festivalens lille bogbutik.

Videnskaben og ideernes verdens har også sin naturlige plads på festivalen, hvor bl.a. man vil kunne opleve talks med navne som Allan Olsen, Rane Willerslev, Ida Auken og Pelle Dragsted samt foredrag med forfatter Ib Michael og hospitalspræst Lotte Mørk, mens DNA-forsker Mikkel Winther Pedersen vil gøre os klogere på om DNA-forskningen kan tilføje indtil nu ukendte kapitler til Gisselfelds historie.

Maden på Kultursalonerne Gisselfeld baseres på lokale råvarer tilberedt af Peter Westh fra Brinkholms Køkken, som er en del af Andelsgaarde og er placeret i Karised. Fødevarerne bliver produceret lokalt og leveres af Brinkholm, Tvedemose Champignon, Ole Nørby, Babberup Gammelgaard og Bageren i Karise. Hertil serveres vin af høj kvalitet fra Præstø Vingaard og Vesterhave Vingård samt most fra Mosteriet Tvedemose.

Hertil tilbyder festivalen billig overnatning for et begrænset antal gæster i opredte komfortable telte, og som en del af dette tilbud vil der hver morgen blive serveret morgenbrød fra den lokale bager. Hertil er der en stribe lokale overnatningsmuligheder, og festivalen vil sørge for, at transportere folk til og fra festivalen med shuttle service.

Billetterne til Kultursalonerne Gisselfeld kan erhverves til 995 kr + gebyr for en partout-billet og 355-430 kr + gebyr for enkeltdagsbilletter. Overnatning for to personer og tre overnatninger i et opredt telt er 1.000 kr. Billetter til festivalen, herunder også teltplads, kan købes på billetlugen.dk.
© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version