Sensommer i gaden
4 x Larsen spiller i Haslev ved sensommerarrangementet den 26. august. PR foto

Sensommer i gaden

Onsdag 10. august 2022 kl. 11:45

Der bliver musik og gang i gaden i Haslev den sidste fredag i august.
Haslev: Haslev Handelsstandsforening har sat et nyt skib i søen for at skabe et stemningsfyldt og hyggeligt arrangement.

Det sker fredag den 26. august, hvor der er gågade i Jernbanegade fra klokken 17-21 og hvor der vil være musik på Torvet fra klokken 18-21.

- Musikken bliver leveret af orkestret 4 x Larsen, der selvfølgelig spiller masser af musik af Kim Larsen og Gasolin. Da vi havde Stig Rossen nede og give den som John Mogensen den 3. juni, var det en helt fantastisk aften med mange mennesker i byen. Det er sådan set den bølge, vi rider lidt videre på ved dette arrangement, fortæller formanden for Haslev Handelsstandsforening, Channie Kjær Lassen.

- På dagen vil der være mulighed for at købe mad, og Centrum Pubben vil servere kølige drikkevarer. Der vil blive sat en masse bord-bænkesæt op, og butikkerne vil rykke udenfor med tilbud. Vi håber meget på, at haslevvitterne vil bakke op om dette og skabe en god sensommeraften i byen, uddyber hun.

4 x Larsen

Idéen til bandet 4 x Larsen kom i begyndelsen af corona-tiden, hvor publikum skulle sidde og lytte uden at danse, som et koncertkoncept med musik fra Kim Larsen og Gasolins store sangkatalog.

Nu, hvor der må festes igennem er det ikke bare sangmuskelen som publikum bruger, når bandet er ude og spille, men i allerhøjest grad også danselysten.

Bandet forsøger ikke at ligne eller lyde 100 procent som originalerne, men intensiteten og følelserne i sangene er ikke til at tage fejl af.

4 x Larsen består af Claus Isbrandtsen Aagesen (guitar og sang), Brian Larsen (keyboard og sang), Kurt Rumba Rasmussen (trommer), Mikael Bødker Sørensen (guitar og sang) og John Sklander (bas og sang).

Ja, det er fem mand, som ikke alle hedder Larsen, og det kommer der som reglen en sjov dialog med publikum om.

Af Peer Rasmussen
© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version