Solskin og højt humør da Gisselfeld uddelte penge
Se billeder
Glade givere og legatmodtagere på broen over voldgraven til Gisselfeld Kloster. Foto: Torkild Svane Kraft

Solskin og højt humør da Gisselfeld uddelte penge

Torsdag 30. juni 2022 kl. 16:36

Stemningen var lige så høj som solskinnet, da Gisselfeld Kloster torsdag eftermiddag inviterede til den årlige legatuddeling i den smukke riddersal på det gamle slot lidt uden for Haslev.
- Det er den eneste dag på året, hvor Jens smiler, når han giver penge ud, sagde formanden for Gisselfelds bestyrelse advokat Anker Laden-Andersen blandt andet i sin velkomsttale, og man må sige at han havde ret - smilene var store hos Gisselfelds administrerende direktør Jens Risom og hos overdirektør Helene Danneskiold-Samsøe.

Økonomisk var 2021 er pænt år for Gisselfeld, fortalte Jens Risom. Høsten lå godt nok 15% under normalen, men da priserne på korn samtidig steg, så blev det muligt også i år at uddele legater, og i den forbindelse takkede direktøren sine medarbejdere, for det er jo dem der har været med til at skabe overskuddet.

Første legatmodtager var Faxe Kommunes Center for Beskæftigelse der modtog 30.000 kr. til etablering af en legeplads ved boligerne for ukrainske flygtninge på Søndergade i Haslev. Anna Sveistrup Rasmussen, der er afdelingsleder i job og integration, fortalte at det er vigtigt at der er gode legemuligheder for de mange flygtningebørn.

Kristen Olesen, der er faglig koordinator i jobcenteret, kunne supplere med at også Faxe Kalk og legepladsfabrikken Unika har givet en økonomisk hjælpende hånd, så man begynder at bygge legepladsen til september.

Gisselfeld stillede med mandskab
At hjælpe flygtninge fra Ukraine har betydet meget for Gisselfeld. Ikke nok med at klosteret giver 30.000 kr. til legepladsen, så var der også 10.000 kr. til Solsikken, der er en speciel “Ukraine-afdeling” på Sofiendalskolen - penge der betyder at børnene kan modtage undervisning i ukrainsk - og for det takkede ukrainske Tanja i en tale på perfekt dansk.

- Da vi skulle etablere Solsikken havde vi brug for masser af hjælp, for det skulle gå stærkt, fortalte Dorte Steinmetz Bagge, der står for skole- og dagtilbuddet Solsikken. Og pludselig ringede Jens Risom til mig, og sagde at Gisselfeld gerne ville stille med seks mand der kunne hjælpe med etableringen af Solsikken. Det var vi meget taknemmelige for.

Haslev-Faxe Jagtforening modtog 20.000 kr. til bord- bænkesæt på deres skydebane på Kajsholm og på hundetræningsbanen på Jyderupvej, og Newday Gospel modtog samme beløb som skal anvendes til mikrofoner og til hjælpemidler for nogle medlemmer med sklerose samt et enkelt medlem der er hørehæmmet.

Der var også penge til demenslandsbyen Grøndalshusene i Haslev. Penge som man vil bruge til en overdækning ved multihuset - en overdækning som kan “sættes” fra eller til alt efter vejret. Med denne mulighed kan man være meget mere udendørs, hvilket er en vigtig del af hverdagen på Grøndalshusene.

Foreningshus
Der var også penge til Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening. De modtog 20.000 kr. til et nyt foreningshus.

- Min drøm var en kæmpestor scene som den de har i Mariehaven, men af økonomiske grunde skar vi lidt ned på drømmen, men får dog lavet en scene, en lille sal og en kiosk, samt nye toiletter i Lunden i Faxe Ladeplads, fortalte formanden Bente Abrahamsen.

Tidligere har kommunen bevilget penge til toiletter, og med pengene fra Gisselfeld sættes byggeriet i gang i august eller september.

Penge var der også til Lysholm Ridecenter der er landskendt for at have en stor og meget vellidt handicapafdeling hvirtil læger og sygehuse henviser patienter. Ridecenteret fik 20.000 kr. til køb af hjælpemidler.

Fonden det Nytter
Gisselfeld hjælper og støtter foreninger der er hjemmehørende i Faxe Kommune, men ved hver legatuddeling er der også en portion penge til et godt formål der rækker langt ud over kommunegrænsen.

I år var det således Fonden det Nytter der modtog 20.000 kr. Fonden er stiftet af landsdommer ved Østre Landsret Stig Glent-Madsen, der også har været formand for Dansk Flygtningehjælp og Folkekirkens Nødhjælp.

Han stiftede fonden fordi det nytter at hjælpe - fordi også små midler har stor betydning for rigtig mange mennesker.

- Pengene fra Gisselfeld skal gå til en sundhedsklinik i Burkina Faso. En lille klinik der gør et fantastisk stykke arbejde for rigtig mange mennesker. Sidst jeg besøgte klinikken sagde lederen, at man var nødt til at lukke afdelingen for underernæring, og det kunne jeg simpelthen ikke have, sagde Stig Glent-Madsen.

Ikke mindre end 4.000 børn er årligt hjulpet i klinikken, og nu har Fonden det Nytter sørget for at den kan fortsætte - og pengene fra Gisselfeld går derfor videre til Burkina Faso.

Af Torkild Svane Kraft
© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version