
Hvem kæmper vores kamp
Torsdag 28. april 2022 kl. 13:48Indlæg af
Ken Kristensen, folketingskandidat i Faxe/Stevns kredsen for Venstre.
I går besluttede Folketinget at afsætte 400 millioner kroner til renovation af Østbanens skinner.
Umiddelbart lyder det godt, men faktum er der skal bruges en milliard kroner, fordi man ikke har handlet i tide med renoveringen og priserne er steget.
Mere end 1 million passagerer bruger årligt denne vigtige forbindelse til både arbejde og uddannelse.
Passagerer og pendlere som hver dag bidrager til fællesskabet. Østbanen er et vigtigt og afgørende stykke infrastruktur for Faxe, Stevns og Køge samt resten af Sjælland og derfor er det med både ærgrelse og undren, at man har forhalet beslutningen om denne renovering.
Nu står man med en større regning end tidligere og endnu engang viser det sig, at hvis man ikke håndterer udfordringerne i tide og undlader at gribe fat om nældens rod fra starten, så bliver udfordringerne blot større med tiden.
Jeg bliver bekymret over, at se skatteborgernes penge blive forvaltet på denne uhensigtsmæssige måde.
Bekymret bliver jeg ikke kun med den næste sag. Her bliver jeg nærmest provokeret over den manglende eller ligegyldige holdning overfor borgere og vores miljø.
Det viser sig, at miljø rapporterne der skulle godkende man kunne dumpe slam i Køge Bugt bygger på 40 år gamle metoder/analyser. Metoder som idag slet ikke er tidssvarende eller på nogen måde kan underbygge om dumpningen af slam i Køge Bugt var forsvarligt.
Der tegner sig efterhånden et billede af man med verdens vold og magt ville have gennemført projektet Lynetteholmen for enhver pris.
Også selvom det var på bekostning af vores borgere, miljø og natur. Demokratiet og borgerne har været statister i denne sag som burde have været stoppet for længst, så vores havmiljø og badevand ikke blev offer for dette triste overgreb.
Endnu engang vidner det om vi mangler lokale folkevalgte der kæmper de lokale kampe.
Lad os sammen arbejde for et bedre Sjælland.
© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.