Bliver Faxe Ladeplads og omegn mindre grøn?
Ved Flagstangen ligger der masser af fældede træer. Foto: Evelyne Gravier

Bliver Faxe Ladeplads og omegn mindre grøn?

Onsdag 16. marts 2022 kl. 10:14

Indlæg af:
Evelyne Gravier
Hybenvej 14,
Faxe Ladeplads


Hvert år i februar, marts måned frygter jeg lyden af motorsav, og når jeg hører den, tænker jeg: “Hvor forsvinder der træer, buske og grønne områder i år i vores lille by?”

I de små 20 år hvor jeg har boet i Faxe Ladeplads, har jeg set en del af det grønne forsvinde og set kun lidt genplantning. Det første jeg lagde mærke til, var, at kirsebærtræ og hyldetræ forsvandt fra Gartnerhaven.

I løbet af årene blev de flotte japanske kirsebærtræer på Plantagevej fældet.

Det samme blev alléen af spæde kirsebærtræer på Faxevej, bortset fra 2 træer . Godt nok så de ikke sunde ud. Men hvorfor erstatter Park og Vej dem ikke med noget mere robust i stedet. Man forestiller sig, at den har ekspertise til den slags?

For et par år siden stod den brede rabat efter jernbaneoverskæringen for tur. Store og mindre træer, buske og vilde blomster er nu væk, og en kedelig rabat står tilbage.

Ved Flagstangen forsvandt pæretræ, æbletræ, birke og underskov. De store popler, en slags historisk levn i landskabet fra kalkens udskibningsvej er næsten allesammen fjernet.

Og nu, en stor del af Lunden! Slut med at have en skov midt i byen? Noget unikt, som Faxe Ladeplads kan være stolt af.

I omegnen fældes hvert år træer i rabatten langs veje til Store og Lille Torøje, uden vel at mærke, at kørebanen bliver bredere af den grund. Tværtimod. Men det er vel en anden historie.

De flotte birketræer, som voksede langs biblioteket i Faxe, og som hvert efterår var en fryd for øjet, er ligeledes bukket under for motorsaven.

Når man fælder større træer, er argumenterne tit, at de er syge, eller for gamle, eller at de døde grene er farlige. Men findes der ikke andre muligheder end bare at fælde? Skære toppen af? Fjerne de døde grene? Styne? Og når det uundgåelige alligevel sker, bør der genplantes.

Jeg ved ikke, hvad argumenterne er, når man fjerner en større gruppe træer som for eksempel i Lunden. Vi taler så meget om biodiversitet. Vi må huske på, at hver gang et område ryddes, er det et helt økosystem, der påvirkes. Ikke bare bevoksning forvinder, men også små organismer, insekter, sommerfugle, små dyr og fugle. Vores område må ikke blive fattigere på den konto.

Faxe kommune har haft et udvalg, der arbejdede med de 17 verdens mål. Her er det på sin plads at minde om mål nummer 15:

“Beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økøsystemer på land, fremme bæredygtig skovbrug, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.”
© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version