Masser af aktiviteter på Haslev Kulturnat
Efter åbning af Haslev Kulturnat underholder Dan Laursen på Torvet. Foto: Torkild Svane Kraft

Masser af aktiviteter på Haslev Kulturnat

Tirsdag 21. september 2021 kl. 10:56

Masser af aktiviteter på Haslev Kulturnat
Der kører veteranbiler og knallerter gennem Jernbanegade, hvorefter de parkerer foran rådhuset på Frederiksgade. Foto: Torkild Svane Kraft
I ca. 20 år har kulturnatten været en afholdt og velbesøgt kulturbegivenhed i Haslev . På fredag går det løs med endnu en kulturnat.
Aftenen byder på en masse forskellige kulturbegivenheder, som vidner om at Haslev favner bredt og lægger sig i selen for at skabe en sjov og anderledes aften.

Dette års tema er barndommens gade, og en masse biler og knallerter fra dengang far, eller farfar, var ung kører gennem Jernbanegade. Det er kl. 16.50 - og senere kan man se dem allesammen på parkeringspladsen ved rådhuset på Frederiksgade.

Kulturnatten åbner officielt kl. 17 på torvet, som i år danner centrum for kulturnatten. Stig Lauritsen fra paradehusene på Gisselfeld ankommer i en gammel hestevogn og holder kulturnattens åbningstale, hvor han tager udgangspunkt i dette års tema.

Derefter overrækkes som vanligt årets handicappris, hvorefter Dan Laursen overtager scenen og fylder torvet med dejlig musik og hans skønne sangstemme. Dan Laursen kom helt til semifinalen i dette års x-factor og så er han kendt i gadebilledet, da han bor i Haslev.

Cirkus for hele familien
I Lunden vil Cirkus Bella Donna lave en forestilling fra kl. 18-19, men du kan deltage i sjove aktiviteter allerede fra kl. 16. Cirkus Bella Donna præsenterer et program med klovnerier og tryllerier, og sidst men ikke mindst, den lille minigris Manfred Mullemøf, som er meget meget sød og artig.

Bugtalerhunden Vuffi deltager også, men den er til gengæld utrolig fræk og uopdragen. Derefter vil der være mulighed for at afprøve gamle lege i Lunden helt frem til kl. 20.30. Og det vil Cirkus Bella Donna også stå for.

Fortælling på biblioteket
Biblioteket har som vanligt et stort og flot program som spænder bredt. Kom kl. 17 og hør historiefortælling ved Aske Ebbesen. Det er for hele familien i multirummet i børnebiblioteket. Eller hør livemusik ved Åben Scene-folkene på scenen i biblioteksrummet og det er i samme tidsrum.

Hele aftenen er der familiequiz med poster i hele børnebiblioteket. Børnene kan også blive udfordret ved krea-male-værkstedet, hvor man kan male et af de flotte lokomotiver som skulle have været brugt sidste år. Og så kan man som vanligt også købe kaffe/te, kage, snacks, øl/vin og vand.

Kl. 19.30 kigger Erik Grip forbi til en koncert.
B&W live med Jacob Sveistrup

På kulturnatten har B&W officiel åbning ved borgmesteren kl. 20.30, men inden da står musikskolen for underholdningen fra kl. 18 til 19.30.

Kl. 21 vil Jacob Sveistrup gå på scenen, så glæd dig til at opleve Sveistrup - helt tæt på.

Emmaus
Emmaus på Højskolevej 9 inviterer til syng sammen ved Ulla Britt Simonsen kl. 20.30. Selvfølgelig har Emmaus galleri og butik åbent hele aftenen. Mød også historiefortæller Bodil R. Nielsen som vil tale ud fra temaet barndommens gade og det gør hun kl. 20.00.

Forretninger og kirken
Rigtig mange foreninger har budt ind med aktiviteter til kulturnatten. Hvem har ikke altid drømt om at afprøve en tennis session i Vestergade? Eller besøge Villa Sofie på Sofiendalsvej?

Kirken har et flot program hvor man kl. 21 kan høre Haslevs præsters erindringer i en poetisk battle. Dette litterære indslag foregår i Haslev Kirke, hvor Marie Rørbæk, Anders Damkjer og Ole Bjerglund Thomsen vil være akkompagneret af en folkemusikergruppe, som dette år gæster kulturnatten i kirken.

Præsterne hjemmegjorte lyrik vil rumme mere eller mindre erindringsforskydning, skævheder og uhøjtideligheder, men vil formentlig sende tilhørerne ned ad deres egen memory lane. NB: Fri entré! Oplæsningen varer ca. 45 minutter.

Der er mange flere aktiviteter i Haslev på Kulturnatten. Se program på: haslevkulturnat.dk eller på facebook: Haslev Kulturgruppe.
© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version