Katastrofe hvis renovering af Østbanen forsinkes
Jacob Jensen forstår ikke, hvorfor der skal særlige miljøundersøgelser til for at renovere skinnerne på Østbanen.

Katastrofe hvis renovering af Østbanen forsinkes

Torsdag 9. september 2021 kl. 14:28

Indlæg Af:
Jacob Jensen (V), MF, formandskandidat Region Sjælland

Som lyn fra en klar himmel er det blevet oplyst, at renoveringen af Østbanen måske bliver op til to år forsinket.

Det vil være en katastrofe, ikke mindst for den en million passagerer, som årligt benytte banen som en vigtig trafikline i Faxe, Stevns og Køge kommuner.

Miljøstyrelsen vil tilsyneladende have yderligere informationer og miljøundersøgelser, inden den kan give den endelige tilladelse til udskiftning af skinnerne.

Jeg undres såre, da Banedanmark for nylig igangsatte et stor renoveringsarbejde mellem Roskilde og Ringsted, uden at der var nogle særlige miljøundersøgelser.

Måske det skyldes, at Banedanmark, som håndterer statens jernbane, ligger under Trafikstyrelsen, mens Østbanen, der er en lokalbane, ligger under Miljøstyrelsen.

Men hvorfor to styrelser kan komme frem til to helt forskellige måder at håndtere samme type skinneprojekt, er for mig ubegribeligt. Alle må være lige for loven.

Hvis man virkelig vil argumentere med, at miljøet skal beskyttes, og det er jo fint nok, så burde man give tilladelse til igangsættelse af skinneudskiftningen omgående, så vi undgår, at de mange passagerer finder alternative transportformer, ikke mindst bilen.

For når først pendlerne har brugt bilen gennem et stykke tid, er det erfaringsmæssigt meget vanskeligt at få dem tilbage i toget.

Jo længere tid, der går, desto sværere bliver det. To år er i den sammenhæng meget lang tid.

Og biler er der i forvejen nok af på vejene i og omkring Køge, Faxe og Stevns.

Jeg har derfor rettet henvendelse til Miljøministeren for at få hende ind i kampen for en brugbar løsning. NU!

Der er stor opbakning både i kommuner, i regionen og i Folketinget til at få Østbanen tilbage på sporet.
© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version