Replik til Eli Jacobi Nielsen

Tirsdag 8. juni 2021 kl. 12:00

Replik til Eli Jacobi Nielsen
Indlæg af:
Birgitte Sørensen,
Skovvang 22,
Haslev


Tak for en klar tilkendegivelse af Dansk Folkepartis holdning til omfartsvej og udvikling af området.

Konklusionen er enkel: Vi deler ikke opfattelse af, hvad der er visionært, strategisk og helhedsorienteret i forhold til byens og kommunens udvikling og vækst.

Hæver vi niveauet til at handle om andet end ’baghaver’ og ’herlighedsværdier’, som jeg har hørt flere politikere fremture med, og i stedet forholder os til fakta og de langsigtede perspektiver, så er det værd at overveje:

Hvor det visionære består i at ødelægge et område, der er anbefalet som beskyttelsesværdigt i Landskabskarakteranalysen fra 2013, der fremgår som sådant i Kommuneplanen fra 2013, og i udkast til Kommuneplan for 2021-2033 står bl.a. eksplicit om samme område:

„Vi ønsker at bevare og styrke de værdifulde landskaber. (…) Vi har udpeget de værdifulde landskaber, hvor samspillet mellem natur- og kulturgrundlag endnu er bevaret, og hvor man kan få en æstetisk landskabsoplevelse (..)”?

Det er det eneste område i tæt forbindelse med byen, der er klassificeret som bevaringsværdigt, og noget af det, der giver den østlige del af byen en særlig karakter. Og derfor er det relevant at spørge om Byrådet har en særlig forpligtelse til at forvalte arven for kommende generationer eller om der er tale om tomme ord og varm luft?

Grundlæggende handler det om værdier, og hvordan man ønsker at forvalte borgernes penge og kulturarv. Er det modigt - nogen vil nok kalde det noget andet - at pege på løsninger:

Der vandaliserer bynært landskab, der er klassificeret som bevaringsværdigt, og truer biodiversiteten?

Der er dyre og tilgodeser få (omfartsvejen) i stedet for mange (ramper)?

På udfordringer i forhold til skolebørn og trafiksikkerhed, trængsel samt tung gennemkørende trafik, der kan løses ved andre og mindre indgribende tiltag, hvis vilje og mindset er tilstede?

Sikkert er det, at såfremt omfartsvejen gennemføres og uanset linjeføring, med eller uden boligudbygning kommer den til at stå som en politisk skamstøtte for eftertiden.
© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version