Det har været hårdt - dejligt at vi nu kan åbne igen
Det bliver dejligt at møde kunderne igen, siger Ib Elberg

Det har været hårdt - dejligt at vi nu kan åbne igen

Torsdag 25. februar 2021 kl. 11:07

Andreas Nøddeskov går og støver af mens Ib Elberg tager sig tid til en snak med Haslev-Faxe Posten. Det er dagen efter Folketinget besluttede at forretningerne igen må åbne. MEN FØRST PÅ MANDAG...
Og det er noget der glæder Ib Elberg og Andreas Nøddeskov, der ejer Tøjeksperten i Faxe - så derfor skal der gøres rent og sprittes af, så de er klar til at åbne forretningen på mandag.

Under nedlukningen har medarbejderne været sendt hjem, men det har dog været muligt at bestille varer og så få dem leveret ved butiksdøren, eller hjemme hos sig selv, fortæller Ib Elberg.

Desuden har Tøjeksperten en glimrende webshop, og tøj der sælges fra den, til folk her i området, får Tøjeksperten i Faxe en procentdel af, men opveje det manglende salg under nedlukningen kan det ikke. Langt fra.

- Ser vi på omsætningen i 2020 lå den halvanden million under året før, så nedlukningen har vi sandelig kunnet mærke, siger Ib Elberg, der tilføjer at der jo ikke skal betales moms af en manglende omsætning, så reelt er der tale om en manko på omkring 1,2 millioner kroner.

Desuden har Tøjeksperten i Faxe fået udbetalt lønkompensation, ligesom man har valgt at udskyde momsbetalingen - og det har været en stor hjælp.

Men nu ser Ib Elberg fremad. I takt med at flere og flere bliver vaccineret, håber han at man langsomt kan vende tilbage til normale tilstande.

Ib Elberg fortæller at Tøjeksperten i Faxe starter med "genåbningssalg" med rabatter på op til 50% - og så glæder han og Andreas sig til igen at hilse på de mange trofaste kunder - men dog kun 18 ad gangen. Flere må der ikke være i butikken på Vinkældertorvet.

Af Torkild Svane Kraft
© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version