En stor tilfredsstillelse at gøre noget for andre
Jesper Skjoldborg Jørgensen med købmandskurven fra Superbrugsen i Dalby. Foto: Peer Rasmussen

En stor tilfredsstillelse at gøre noget for andre

Onsdag 24. februar 2021 kl. 10:33

En stor tilfredsstillelse at gøre noget for andre
Når der ellers ikke er corona-lukket i Haslev Fodbold Club bruger Jesper Skjoldborg Jørgensen i gennemsnit 10 timer om ugen, plus bestyrelsesarbejde, på frivilligt arbejde i klubben. Foto: Peer Rasmussen
Jesper Skjoldborg Jørgensen har viet det meste af sit voksne liv til Haslev Fodbold Club og hædres derfor som Månedens Borger her i Haslev-Faxe Posten.
Haslev: I mange foreninger rundt om i kommunen vier dedikerede mennesker uendelig megen fritid og arbejdskraft med et for øje: At andre får glæde af arbejdskraften og det, som kommer ud af det.

Et sådan foreningsmenneske er Jesper Skjoldborg Jørgensen, og han har bogstavelig talt fået foreningsånden ind med barnemælken:

- Jeg begyndte at spille fodbold som seksårig i Karise. Dengang lærte jeg, at når man er med i en forening, så bakker man også op med bagom. Eksempelvis var jeg som ganske ung med til, som håndlanger, at bygge klubhus. Det var et fælles projekt for medlemmerne, lige fra seniorer til ungdommen, at man var med til de forskellige opgaver. Det er det, jeg er opdraget til, og hele min indgangsvinkel til at engagere mig i en forening. Jeg synes faktisk lidt, at vi mangler den ånd i dag, fortæller han.

- I 1989 flyttede jeg til Haslev og i 1991 begyndte min papsøn at spille fodbold i HFC. Et par år efter blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at være praktisk gris ved St. Bededagscup, som klubben holdt. Lidt senere kom jeg med i et sportsligt udvalg, og på et tidspunkt var jeg også træner for U-19 holdet et par år, eller som det hed dengang: Ynglingeholdet. Endnu senere kom jeg med i bestyrelsen, uddyber han.

Klubhusansvarlig

Da Jesper Skjoldborg Jørgensen blev bestyrelsesmedlem i HFC, fik han som noget af det første, ansvaret for anlægget og bemandingen af klubhuset.

- Jeg var vicevært „på kommunens vegne”. Det er jo kommunen, som ejer klubhuset. Jeg påtog mig nogle småopgaver med lidt vedligehold og lignende samt, hvis der var større opgaver, at kontakte kommunen. Jeg har gennem flere år sørget for at skaffe mandskab til pasning af klubhuset. Det lykkedes mig at få den bemandet fuldt ud, og det er jeg faktisk ret stolt af, siger han.

I sin tid i Haslev Fodbold Club har Jesper Skjoldborg Jørgensen desuden været med i forskellige projekter i form at at skaffe midler til at etablere legeplads, streetbane og kunststofbanen.

Tilfredsstillelse

I øjeblikket er fodboldklubben, som så meget andet, lukket ned, men under normale omstændigheder ville Jesper Skjoldborg Jørgensen bruge i gennemsnit 10 timer om ugen plus bestyrelsesarbejde med møder og mailkorrespondance.

- Under normale omstændigheder står jeg også for at kridte banen op sammen med et andet bestyrelsesmedlem. For tre år siden fik vi, i samarbejde med Faxe Kommune, indkøbt en robot til at kridte fodboldbanen op. Denne aftale betyder også, at jeg tager ud til de andre klubber i kommunen og laver en grundopkridtning en gang forår og en gang efterår. Derudover sørger jeg for, sammen med en anden, at feje vores egen kunststofbane. Kunststofbanen er 10 år gammel, så jeg er med i et udvalg, der arbejder på at få den renoveret, fortæller han.

- Al min engagement i klubben, kommer af det, jeg lærte som ung, nemlig at være med til at gøre en forskel og give nogle bedre faciliteter til de unge mennesker, siger han med en vis stolthed i stemmen.

- I klubben er der så mange mennesker, som har et fælles værdisæt i forhold til det af være i en fodboldklub og at løfte i flok. Det har givet mig energien til at gøre noget for andre og så skal man også respektere, at nogen bare kommer for at spille en kamp lørdag og går igen. En glæde for mig er det også, at ved at være med i en fodboldklub, har man måske været med til at hjælpe nogen med at undgå sociale problemer. Alt arbejdet giver mig stor tilfredsstillelse, siger han.
Formanden for Haslev Fodbold Club, Jens Hvidemose, er meget stolt over, at man i klubben har et så engageret menneske som Jesper Skjoldborg Jørgensen:

- Han er en kæmpe arbejdskraft, som altid sørger for, at tingene er i orden, siger han.

Stopper i bestyrelsen

Jesper Jørgensen fylder 60 år i år og påtænker at gå ud af bestyrelsen, når der kan holdes generalforsamling.

- Når man kigger på alderssammensætningen i bestyrelsen, for stort set alle er på min alder, så afspejler vi jo ikke medlemmernes alder. Det synes jeg faktisk er et problem, og så er vi tilbage til det med, at den ånd med at engagere sig i foreningerne desværre er faldet gennem de senere år. Der burde jo være flere „yngre mennesker” med i bestyrelsen, erklærer han.

- Jeg stopper dog ikke mit engagement i HFC. Hvis der findes en anden til bestyrelsen, fortsætter jeg bare som „det tynde øl”, der går på sidelinjen og hjælper til med nogle småopgaver, siger han med et stort grin.
Når Jesper Jørgensen ikke er i fodboldklubben, bruger han tid på sine papbørnebørn og han elsker at komme på ferie, blandt andet i Dubai, hvor hans søn bor.
Med hæderen som Månedens Borger får Jesper Skjoldborg Jørgensen en flot gavekurv, sponseret af SuperBrugsen Dalby.

Næste månedens borger

Månedens Borger er en person vi vælger her på redaktionen på Haslev-Faxe Posten.

Hvis man har et godt forslag til, hvem der skal være Månedens Borger i Haslev-Faxe Posten i marts, kan man indsende forslag, med en kort begrundelse, til vores redaktionsmail: haslevfaxeposten.red@sn.dk.

Månedens Borger vil køre som artikelserie gennem hele 2021.

Af Peer Rasmussen
© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version