Vil have klimaet på skemaet

Onsdag 17. februar 2021 kl. 13:16

Hele kommunen/Danmark: I øjeblikket har unge aktivister fra klima- og ungdomsbevægelsen Fridays For Future fokus på kampagnen „Klima På Skema”, fremgår det af en pressemeddelelse.
Kampagnen er landsdækkende, og bunder i, at unge kræver at blive undervist i klimakrisen.

Ifølge pressemeddelelsen har de unge simpelthen fået nok af skuffende klimapolitik, og ønsker derfor redskaber til at kunne handle på den klimakrise, der trods alt kommer til at påvirke deres fremtid.

Også i lokalgruppen Fridays For Future Faxe, bliver der fokuseret på at få klima på skoleskemaet.

Denne lokalgruppe opstod i efteråret 2020, da unge aktivister tog initiativ til at sprede aktivisme Faxe Kommune.

- Som elev mener jeg ikke, at vi unge bliver rustet til den uoverskuelige fremtid, som venter os. Derfor kræver vi i Fridays For Future en målrettet og nutidig klimaundervisning, der styrker og indkluderer alle elever. Vi kan nemlig ikke handle på en krise, vi ikke forstår, udtaler Isabelle Suvatne Ben-Hamadou, der er koordinator og initiativtager til lokalgruppen i Faxe.

Ikke tilstrækkelig

I Fridays For Future mener man ikke, at undervisningen i grundskolen er tilstrækkelig til at informere om den livstruende klimakrise, man står i.

Organisationen mener ikke, at det er nok at lære om drivhuseffekten i skolen.
For at kunne imødekommende den fremtid, som er i vente, er det nødvendigt at lære om aktivistiske fællesskaber, grønne løsninger, konsekvenser, det politiske perspektiv, og regeringens håndtering.

Organisationen kræver, at klimaundervisning i grundskolen skal indføres som et tværgående tema i alle relevante fag.

Projektuge

Derudover ønsker man en projektuge, hvor der er mulighed for at gå i dybden med klimarelaterede og samfundsrelevante emner.

Undervisningen skal endvidere være tilpasset de enkelte aldersgrupper og styrke eleverne, med fokus på at børn og unge skal undgå at få klimaangst.

- I en undersøgelse af Concito mener 99 procent af de unge, der blev spurgt, at det er nødvendigt at få klima på skoleskemaet. Det understreger vores budskab om, at skolesystemet også skal indtænkes i klimakampen, så vi kan løse den. udtaler Victoria Thorning, som er aktiv i lokalgruppen i Faxe.

I Fridays For Future vil man have, at regeringen prioriterer de unges fremtid og at regeringen lytter til de unge, der i øjeblikket ønsker klimahandling gennem undervisningen, altså „Klima På Skema”.

Organisationen har lavet en underskriftsindsamling, hvor alle kan skrive under på at få klima på skoleskemaet.

Dette kan man gøre på https://www.wechange.dk/indsamling/klima-p-skema-851.
Af Peer Rasmussen
© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version