Arbejder aktivt med verdensmål
Susanne Krøyer fra FGU-skolen i Faxe samarbejder med formanden for Verdensmåls Udvalget, René Tuekær. PR foto

Arbejder aktivt med verdensmål

Søndag 14. februar 2021 kl. 11:45

FGU-skolen i Faxe arbejder aktivt med FN’s 17 Verdensmål i undervisningen. Nu har skolen drøftet samarbejde med Faxe Kommunes Verdensmåls Udvalg, så verdensmål-aktiviteterne kan få endnu mere liv til glæde for både elever og kommunens borgere.
Faxe: På FGU-skolen i Faxe arbejder man med helhedsorienteret og praksisnær undervisning under temaugeperioder, der er bundet op på FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.

I efteråret 2020 var temaet sundhed og trivsel. Her bød en af aktiviteterne på et samarbejde mellem elever fra værkstedslinjen turisme, kultur og fritid og naturvejlederen fra Faxe Kommune, fremgår det af en pressemeddelelse.

Man samarbejdede om at etablere en oplevelsessti ved Faxe Kalkbrud med fem indlagte aktiviteter til større naturoplevelser og indre ro.

En brochure blev udarbejdet, hvori ruten og de fem aktiviteter blev beskrevet. Herved kom danskfaget i spil.

- Nu skal vi videre. Mange af vores elever på FGU bliver motiveret af at arbejde med aktuelle emner som bæredygtighed. Samtidig har de brug for nye måder at lære på. Temauger giver mulighed for tværfaglige forløb, hvor elevernes motivation bliver styrket. Pludselig kan de se et praktisk formål med at gøre sig matematiske beregninger i forbindelse med produktionen af f.eks. bistader til byrummet. At andre får glæde af deres produktioner, styrker også lysten til at lære, fortæller FGU-vejleder Sanne Krøyer.

Verdensmålene om bæredygtige byer og lokalsamfund samt ansvarligt forbrug og produktion er i fokus hos Verdensmåls Udvalget i Faxe Kommune.

FGU-skolen står over for at igangsætte en ny temaugeperiode, der involverer selvsamme verdensmål.

Derudover er Verdensmåls Udvalget i gang med at formulere en anbefaling til kommunens økonomiudvalg om, hvordan en bred kommunal indsats fra efteråret kan organiseres.

-I Verdensmåls Udvalget har vi på vores seneste møde haft fornøjelsen af en dialog med FGU-skolen om deres aktiviteter. De gør det rigtig godt. Når udvalget til juni afgiver sine anbefalinger til kommunens Økonomiudvalg, vil et fremtidigt samarbejde med FGU og andre aktører i kommunen bestemt komme med, oplyser René Tuekær, formand for Verdensmåls Udvalget.

FGU-skolen kan med sine aktiviteter give verdensmålene endnu mere liv til glæde for både elever og kommunens borgere.

Faxe Kommunes rolle kunne være at påtage sig opgaven med at få organiseret en fælles indsats for verdensmålene, der involverer både FGU-skolen og de mange andre aktører.

-Vi er enige om, at vi gennem et samarbejde i fællesskab vil kunne gøre Faxe Kommunes borgere endnu mere opmærksomme på betydningen af et ansvarligt forbrugsmønster og en bæredygtig produktion, erklærer Sanne Krøyer og René Tuekær samstemmende.

Af Peer Rasmussen
© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version