Faxe fjernvarme vil gerne have flere brugere
De lysegrønne områder er der hvor Faxe Fjernvarme gerne vil levere varme - øverst i første omgang Egedevej

Faxe fjernvarme vil gerne have flere brugere

Onsdag 20. januar 2021 kl. 09:22

Faxe Fjernvarme har 650 kunder, men vil gerne have endnu flere. Kapaciteten er der og tilmed hører Faxe Fjernvarme til blandt de allerbilligste i Danmark.
Dertil kommer, at vand og varme fra fjernvarme hører til blandt den mest CO2-venlige varmeform - og så er der jo lige det at olie- og gasfyr skal udfases.
Senest i 2030 er det slut med olie og gas til opvarmning.

Derfor havde Faxe Fjernvarme planlagt at holde en række borgermøder for at orientere om planerne for etablering af fjernvarme i nye områder i Faxe by, men det har covid-19 forpurret. Der må ikke holdes borgermøder.

- Vi vil koncentrere os om ejendomme i bymæssig bebyggelse i Faxe by. Vores fjernvarme produceres af miljørigtig lokal skovflis og spildvarme fra Faxe Kalk. Vi er blandt de allerbilligste fjernvarmeleverandører i hele Region Sjælland, Hovedstaden og Bornholm, fortæller formanden Mogens C. Pedersen.

I Faxe by er der cirka 625 ejendomme, som endnu ikke har fjernvarme. Det er veje/områder, der ligger umiddelbart udenom Faxe Fjernvarmes nuværende forsyningsnet.

De aktuelle områder som kan komme på tale til fjernvarme er Egedevej, Søndervang Plejecenter, Hertelevej, Granvej, Præstøvej 69-82, Rosenkildevej, Kornagervej, Guldagervej, Stenagervej, Leragervej, Sandagervej, Ny Strandvej, Gl. Strandvej, Stubberupvej 2-12, Grønningen, Rådhusvej og Lindegårdsparken.

Infomøder

Lige så snart det igen er muligt at afholde møder, vil Faxe Fjernvarme indkalde interesserede til informationsmøder, hvor man vil fortælle mere om hvad man kan tilbyde - og hvad det vil koste at blive tilsluttet Faxe Fjernvarme.

- Når der er fastslået tilstrækkelig interesse, skal der udvikles konkrete projektforslag - i hvert fald for store projekter. Disse projektforslag skal behandles og godkendes af byrådet. Den samlede processtid for at få godkendt et projektforslag inklusive høringsperiode er cirka seks måneder, oplyser Mogens C. Pedersen.

Alene derfor er det ikke sandsynligt, at der kan nås at blive etableret fjernvarmeforsyning til store projekter i 2021.

- Vi fortsætter kampagnen indtil alle mulighederne er undersøgt. Det vil være en rigtig god ide, hvis så mange som muligt snakker med naboen, for derved at kunne samles om et initiativ om fjernvarme, når det bliver muligt, siger formanden.

Hvis ikke man vælger fjernvarme, skal man finde andre løsninger, når olie- og gasfyr forbydes. Her kan varmepumper være en løsning, men så skal man tænke på, at sådan en kræver vedligeholdelse.

- Med fjernvarme er det meget nemmere. Her skal man bare åbne for en hane, så har man varme. Man skal stort set ikke tænke på vedligeholdelse, siger Mogens C. Pedersen, og fortsætter:

- Der er ganske vist en pumpe i hvert hus, men den holder normalt længe. Den vi har hjemme hos os blev sat op for 25 år siden, og den kører upåklageligt. Så det kan ikke være nemmere end med fjernvarme.

Læs eventuelt mere på hjemmesiden faxevarme.dk

Af Torkild Svane Kraft
© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version