Tør man stadig tro på en håndværkerefterskole...
William Markussen tror stadig på en håndværkerefterskole i Haslev

Tør man stadig tro på en håndværkerefterskole...

Tirsdag 1. december 2020 kl. 09:12

Tør man stadig tro på en håndværkerefterskole...
Tanja Larsson og Ole Vive mødes jævnligt
Ungdomsarbejdsløshed og efterskole var på dagsordenen hos folketingsmedlem og borgmester.
Ungdomsarbejdsløshed, lokale uddannelsesmuligheder og fremtidig brug af håndværkerhøjskolens gamle lokaler var nogle af punkterne på dagsordenen, da folketingsmedlem Tanja Larsson (S) for nylig holdt møde med borgmester Ole Vive (V) og kommunaldirektør Carsten Riis. De tre har jævnligt holdt møder, siden Tanja Larsson blev valgt ind i Folketinget, fordi de ønsker et tæt samarbejde mellem kommune og Christiansborg.

Særligt bekymringen for ungdomsarbejdsløshed i Faxe og på Sydsjælland optager Tanja Larsson, og på mødet blev det drøftet, hvad der kan gøres for at få flere i uddannelse. For der er i dag for få uddannelsesmuligheder i kommunen. Snakken faldt hurtigt på den gamle håndværkerhøjskoles ejendom, der i dag står tom.

Foreningen Haslev Efterskole - Håndværk, Design og Teknologi vil gerne købe lokalerne og indrette en efterskole med fokus på håndværk. For Tanja Larsson, der også er Socialdemokratiets fri- og efterskoleordfører, er det en oplagt mulighed:

- Mange af skoleeleverne i Faxe Kommunes er dygtige med deres hænder. En håndværkerefterskole kan være med til at inspirere og motivere flere skoleelever til at gå håndværkervejen. Derudover vil en efterskole med linjefag der - mig bekendt - ikke tilbydes andre steder i landet være med til at tiltrække unge til vores kommune, siger Tanja Larsson.

Hun fremhæver, at der kommer til at mangle håndværkere i fremtiden, så der vil også være en samfundsøkonomisk gevinst ved at få flere elever ind på en håndværksuddannelse.

Derfor ærgrer det hende også, at det ikke umiddelbart ser ud til, at der indgås en aftale om et køb af ejendommen. EUC, som i dag ejer ejendommen, vil gerne sælge til boliger, men i lokalplanen er området udlagt til offentlige formål, og dermed kan der ikke bygges boliger uden en ændring af lokalplanen.

En ændring som politikerne i Faxe Kommune ikke er interesserede i at lave.

Vil tjene fedt på bygningerne de fik foræret.

- Jeg kan da godt forstå, at EUC gerne vil tjene fedt på at sælge til boliger. Men nu er grunden altså tiltænkt offentlige formål såsom uddannelse. Det synes jeg bestemt ikke, at der skal ændres på. EUC fik endda i sin tid grunden foræret og har ikke betalt en krone, siger Tanja Larsson, og fortsætter:

- De har selv været med til at centralisere og bygget store domiciler langt væk fra Faxe Kommune, og nu skal finansieringen af selvsamme domiciler hentes ind på en høj pris for håndværkerhøjskolen. Jeg synes ærlig talt godt, EUC kunne give lidt tilbage den anden vej til lokalsamfundet nu.

Tanja Larsson påpeger endvidere, at en håndværkerefterskole endda vil være til gavn for EUC selv - for mange elever vil netop fortsætte på en af EUC’s uddannelser senere.

Ole Vive fortæller at EUC har meddelt, at de er villige til at sælge bygningerne til den bogførte værdi, hvilket er 28 millioner kroner. Og William Markussen fra Haslev Efterskole - Håndværk, Design og Teknologi fortæller til Haslev-Faxe Posten, at man har afgivet et tilbud til EUC. Et tilbud der er kommet i stand efter råd fra Vækstfonden.

- Vi har tilbudt EUC 15 millioner kontant og 10 millioner i et pantebrev. Det er hvad vi har kunnet strække os til, for der skal jo også være penge til indretning af efterskolen, siger William Markussen.

Men det tilbus siger EUC nej til. De vil have alle pengene på én gang, hvorfor borgmester Ole Vive har holdt møder med EUC og folkene bag efterskolen - hver for sig - og har blandt andet foreslået om ikke efterskolen kunne leje bygningerne i en periode frem for at købe.

Det siger efterskolen nej tak til, hvorimod EUC siger, at det vil de godt - hvis de kan få lov til at udstykke parken til boliger.

- Men det vil vi som kommune ikke være med til, siger Ole Vive.
Så meget tyder på at hele sagen er gået i hårdknude.


Vi tror stadig på det

Tanja Larsson mener ikke, at der kan gøres meget mere fra politisk side end at opfordre til, at der indgås en aftale. Hun vil være glad, hvis der kunne komme liv og virkelyst i de gamle bygninger, som nu bare sygner hen.

Derimod er William Markussen stadig optimistisk. Vi tror stadig på det, siger han - og fortæller at han er glad for den støtte man får fra Faxe Kommune.

For at sætte endnu mere fokus på problemerne, har Haslev Efterskoles bestyrelse skrevet til Børne- og Undervisningsministeriet med et ønske om hjælp fra ministeriets side.

- Vi anmoder derfor om, at Børne- og Undervisningsministeriet intervenerer i sagen således, at den kan afsluttes på en for alle parter tilfredsstillende måde og ikke mindst, at de mange tomme kvadratmeter igen kan anvendes til deres oprindelige formål, lyder det i henvendelsen til ministeriet.

William Markussen oplyser, at man endnu ikke har hørt fra ministeriet.

Af Torkild Svane Kraft
© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version