Ny skoleleder på Druestrup

Onsdag 14. oktober 2020 kl. 11:51

Ny skoleleder på Druestrup
Søren Jul Christiansen
Den 1. november får Druestrup Friskole ny leder. Bestyrelsen har ansat Søren Jul Christiansen.
Søren kommer fra en stilling som afdelingsleder på en stor folkeskole på Christianshavn. Han har tidligere været viceskoleleder på Køge Privatskole og afdelingsleder på Sorø Privatskole.

Søren er oprindelig uddannet geolog fra Københavns Universitet og har sidenhen uddannet sig til lærer, og har i mange år undervist i matematik, fysik/kemi, biologi, geografi og idræt.

- Den nye leder skal fastholde og videreudvikle de grundtvig-koldske skoletanker, som bærende element i en moderne friskole. Det er vigtigt, at Druestrup Friskole fortsat udvikler sig og følger med samfundet omkring os - samtidigt med at skolen bibeholder de traditioner og værdier som er skolens fundament, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Som ny skoleleder møder Søren en skole, hvor børnene har lyst til at lære, hvor ansvarsfølelsen for både egen og andres læring er i højsæde for både børn, unge og voksne. Samtidig er Druestrup Friskole et sted, hvor både børn og voksne vil hinanden og mødes i nye og gamle traditioner på kryds og tværs.

Friluftsliv, kreativitet, morgensang og fortælling går hånd i hånd med faglig og tværfaglig undervisning, projektuger og forskerfag. Druestrup Friskole er 134 år og er med Grundtvigs ord „en skole for livet”, hvilket børn, unge, forældre og ansatte daglig praktiserer med udvikling af faglige, personlige og sociale kompetencer i et forpligtende fællesskab i såvel skole som SFO.

Søren har hele sit liv arbejdet med konkurrencesvømning, først som udøver og siden som træner og leder. I foreningslivet henter Søren inspiration til såvel fællesskab som fokus på at arbejde med den enkelte.

At være med til at skabe rammer for det hele menneske, som gør, at denne kan udleve sit potentiale, og få opfyldt netop sine ambitioner, og herigennem at kunne blomstre i fællesskabet.

I sin fritid er Søren fortsat svømmertræner i Køge svømmeklub og fodboldtræner i Bjæverskov.

Søren er 47 år og bor i Bjæverskov med sine tre børn på henholdsvis 19, 16 og 13 år.
© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version