Smitteopsporing i Faxe Kommune i fuld gang

Onsdag 14. oktober 2020 kl. 11:21

Smitteopsporing i Faxe Kommune i fuld gang
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i et samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, Region Sjælland og Faxe Kommune arbejdet koncentreret på smitteopsporing og begrænsning af smittespredningen efter en udenlandsk håndværker søndag blev konstateret smittet med Covid19.
Arbejdet er koordineret inden for rammerne af den Lokale Beredskabsstab.

Region Sjælland har gennemført podning af i alt 143 personer på tre adresser i Faxe Kommune, og myndighederne afventer nu resultaterne fra Statens Seruminstitut med svar på podningstestene. Myndighederne forventer dog først resultater fra de første podninger sent tirsdag eftermiddag eller først på aftenen.

Politiinspektør Tom Trude, der er leder af beredskabet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, udtaler:

- Det er meget tilfredsstillende, at myndigheder på baggrund af Styrelsen for Patientsikkerheds henvendelse allerede søndag aften lykkedes med at få underrettet både den virksomhed, som beskæftiger de involverede håndværkere, og den smittedes nære kontakter. På den måde blev det forhindret, at håndværkerne mødte på arbejde mandag med risiko for en større smittespredning på deres respektive arbejdspladser.

Faxe Kommune og Region Sjælland har tirsdag sammen med den pågældende virksomhed iværksat en smitteforebyggende indsats på de tre ejendomme, hvor tolke og sygeplejersker vil være til stede og sikre den bedst mulige vejledning i forebyggelse af smitte til de håndværkere, som enten ikke forstår dansk eller som har behov for sundhedsfaglig vejledning om Covid19-smitte.
© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version