Irsk musik i Haslev
Denis and Friends spiller hos Haslev Folk Club den 23. oktober. Privat foto

Irsk musik i Haslev

Mandag 12. oktober 2020 kl. 11:11

Denis McLaughlin spiller hos Haslev Folk Club.
Haslev: Fredag den 23. oktober klokken 20 spiller Denis McLaughlin and Friends ved en koncert hos Haslev Folk Club, som foregår i Haslev Folkebiblioteks store sal.

Denis McLaughlin er et stort navn inden for irsk folkemusik i Danmark.
Han er fra Derry i Irland, og bosatte sig i det sønderjyske for næsten 30 år siden.

Han blev hurtigt en førende irsk musiker i Danmark og har været inspirator for flere generationer af danske folkemusikere, fremgår det af en pressemeddelelse.

Denis McLaughlin synger med en meget stærk og blød vokal, både de stille ballader og de gode kendte pubsange.

Endvidere giver han også flere bud på egne sange, som ofte er præget af et glødende samfundsengagement.

Han akkompagnerer sig selv med guitar, oktav-mandolin, banjo, bodhran og bones.

Denis McLaughlin bliver denne aften akkompagneret på violin og bas.
Han er i selskab med Pia Nygaard og Jens Holgersen.

Pia Nygaard er uddannet violinist fra konservatoriet og Jens Holgersen lægger en god og stabil bund med sin smukt klingende kontrabas.

Ved aftenen vil der både være de gode gamle, kendte sange og de stille ballader fra den smukke grønne ø.

I Haslev Folk Club har man læst myndighedernes corona-retningslinjer igen.
Det er en siddende koncert, så der må gerne være over 50 personer.

Stolene bliver stillet op, så arealkravet overholdes og tilbyder kontaktløse betalingsmuligheder.

I øjeblikket er det ikke påkrævet at slutte koncerter før klokken 22, så Haslev Folk Club holder sig til den gammelkendte starttid, nemlig klokken 20.

I forbindelse med koncerter er det heller ikke påbudt at bære mundbind, når man undtagelsesvis bevæger sig rundt, man opfordrer til at vise ekstra hensyn.

Billetbestilling foregår på www.Haslev-Folk-Club.dk eller på klubbens billetkontakt på telefon 24 21 11 87.

Resterende billetter sælges ved indgangen fra klokken 19.45.
© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version