Hele verden lytter til lyden af Faxe Ladeplads
Se billeder
Søren Hejgaard og Michael Milo Jørgensen

Hele verden lytter til lyden af Faxe Ladeplads

Mandag 5. oktober 2020 kl. 14:03

Faxe Ladeplads: I lørdags var der releaseparty - det kan man vist godt kalde det - i Faxe Ladeplads. Det var dagen hvor Michael Milo Jørgensen og Søren Hejgaard præsenterede albummet „I left my heart in Faxe Ladeplads.”
Det foregik på Hylleholt skole i Faxe Ladeplads - noget forsinket. For de otte numre har været klar et godt stykke tid, men på grund af corona, var det først nu det kunne lade sig gøre at præsenterer værket for publikum, der naturligvis sad godt spredt i lokalet, og flere ting som de to komponister havde tænkt sig at publikum skulle inddrages i, kunne ikke lade sig gøre, men alligevel blev det en god eftermiddag.

Michael Milo Jørgensen kunne fortælle at „I left my heart in Faxe Ladeplads” kan findes på ikke mindre end 71 platforme over hele verden - og han viste, på en storskærm, hvordan værket blev præsenteret i Rusland og Kina.

Du behøver altså ikke at lede længe hvis du vil lytte til den nye musik om Faxe Ladeplads. Du kan finde den på stort set alle streamingstjenester - også de gratis.
Søren Hejgaard fortalte at ham og Michael Milo har arbejdet med de ialt otte numre i et års tid. Og hvad er det så for en genre? Svaret er... mange. Værket er en stemning. Den man får når man færdes i Faxe Ladeplads og omegn - og stemningen kan jo være meget forskellig, så derfor er musikken også meget forskellig.

- Vi håber at kunne bidrage med noget godt til byen - at gøre Faxe Ladeplads kendt i Danmark - og i hele verden, sagde Søren Hejgaard.

Borgmester Ole Vive deltog i præsentationen, og han var på forhånd blevet bedt om at finde det nummer der sagde ham allermest. Og her faldt valget på „Faxe Ladeplads Siberia”.

- Hvorfor det lige blev den kan jeg ikke forklare. Den siger mig bare en masse, og er det ikke også sådan at ikke alt skal kunne forklares. Det handler om en følelse og en stemning, sagde borgmesteren, der selv bor i Faxe Ladeplads.

Og så overraskede det ham ikke, at værket handler om Faxe Ladeplads, og er skabt af mennesker der holder af byen, for det er netop en by fyldt med kreative sjæle - „Lige bortset fra mig, For er der noget jeg ikke er, så er det kreativ” sagde Ole Vive.

Og så blev „Faxe Ladeplads Siberia” spillet mens der på en storskærm blev vist utroligt flotte billeder fra Faxe Ladeplads. Billeder taget af Synnøve Rasmussen. Hun er med i Faxe Fotoklub, og tager nogle helt fantastiske billeder.

Det er iøvrigt også et billede som Synnøve har taget, der er på albummets forside. Og som tak for fiorsidebilledet, og de mange billeder der blev vist på storskærmen modtog Synnøve en stor kopi af forsidebilledet.

På flere af numrene medvirker Svend Pedersen, og han var naturligvis også tilstede på Hylleholt Skole og spillede flügelhorn til „Queen of Faxe Ladeplads” - et nummer der hylder „de fire dronninger” - de fire firmastede skonnerter der blev bygget på Koefoeds Skibsværft i Faxe Ladeplads.

Af Torkild Svane Kraft

Numrene

1. Beach Party in Faxe Ladeplads.
2. Heading Back to Faxe Ladeplads.
3. Autumn in Faxe Ladeplads.
4. I Left My Heart in Faxe Ladeplads.
5. Trolls in Faxe Ladeplads.
6. Downtown Faxe Ladeplads.
7. Faxe Ladeplads Siberia.
8. Queen of Faxe Ladeplads.
Find dem der hvor du plejer at finde musik



© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version