Jeg er ikke i tvivl

Onsdag 9. september 2020 kl. 10:36

Jeg er ikke i tvivl
Indlæg af:
Nellie Bradsted
Byrådsmedlem for Venstre


Den 24. august blev der afholdt informationsmøde om trafikløsning i Haslevområdet. Mødet var ikke tiltænkt, som et politisk møde, men jeg synes nu alligevel, det er vigtigt, at borgerne ved, hvor vi politikere står.

Budgetforhandlingerne for 2021-2024 er lige nu i gang, hvor det bl.a. besluttes, hvad der skal afsættes af midler til de trafikale løsninger i Haslevområdet.

Haslev har en positiv befolkningsudvikling. Særligt i den sydvestlige/vestlige del af Haslev, hvor mange nye pendlere er kommet til. Pendlertrafikken afvikles i dag på Køge/Bråbyvej med heftig morgen og eftermiddagstrafik og befolkningstilvæksten vil ikke gøre udfordringerne mindre.

Der forhandles nu om ny omfartsvej, hvor Gisselfeldvej forlænges. Budgetprisen for denne løsning med rundkørsler er på informationsmødet oplyst til at koste mindst 41 millioner.

En anden mulighed er anlæggelse af nordvendte ramper ved Ulse (som beskrevet i den gældende kommuneplan), hvor trafikken kan benytte den eksisterende omfartsvej ud til nye nordgående ramper. Den kommunale del af udgiften til en sådan løsning er på informationsmødet oplyst til at koste 15 millioner.
Jeg er ikke i tvivl!

Anlæggelse af nordvendte ramper ved Ulse vil være en god løsning. Ramperne vil kanalisere dele af trafikken uden om byen. Bilister til København kan køre direkte på motorvejen ved Ulse og skal ikke igennem Haslev og Freerslev, som i forvejen er meget trafikeret. Ramperne kræver naturligvis en dialog med Vejdirektoratet, der som udgangspunkt skal finansiere disse, men ved at afsætte midler i budgettet signalerer Faxe Kommune, at man er indstillet på en kommunal medfinansiering på fx 15 millioner. Vejdirektoratet har tidligere tilkendegivet, at de vi være positivt indstillet overfor en sådan løsning.

Ramperne vil komme borgere - ikke kun i Haslev - men også borgere i Rønnede og Faxe til gode. Ramperne vil give bedre mulighed for transport fra de store Erhverv fx fra Faxe samt aflaste trafikken gennem Dalby.

Det betyder også, at jeg ikke ser anlæggelse af omfartsvejen som en fornuftig løsning. Den flytter kun en relativ lille andel af den uønskede trafik. Hvilket ikke kan måle sig med en investering på minimum 41 millioner.

Samtidig hænger det heller ikke sammen med den vision, støttet af alle partier, som byrådet har lagt for 2030, hvori der bl.a. står:

Vi er begunstiget med en storslået natur, vidstrakte skovområder og en lang kystlinje.

Vi vil i endnu højere grad tiltrække ressourcestærke familier, der ønsker at bo tæt på naturen.

Så nytter det ikke, at vi tilplastrer naturskønne områder med asfalt. Området omkring Bregnevang og Pilevang er et naturskønt område og det skal bevares.

Jeg er klar over, at ramperne ikke kan løse alle de trafikale problemer vi oplever på Bråbyvej, men det kan løse en del af dem. Bl.a. vil jeg foreslå, at vi med afsæt i trafiksikkerhedsplanen og øvrige analyser får fremskyndet trafiksikkerheden i området.

Trafikken til eksempelvis privatskolen vil stadig være der ved en forlængelse af Gisselfeldvej. Dette kan kun løses ved udvidelse af den kollektive trafik og cykelstier, så eleverne selv kan transportere sig. De trafiksikkerhedsmæssige foranstaltninger, som er foretaget på Bråbyvej, møder kritik fra borgerne idet de ikke virker efter hensigten. De udfordringer vil stadig være der ved en forlængelse af Gisselfeldvej. Ser man alene på støjgener på Bråbyvej, vil de stadig være der ved en forlængelse af Gisselfeldvej. Støjen vil blot genere andre borgere i Haslev. Derfor skal trafiksikkerheden løses på Bråbyvej isoleret set og ikke være betinget af en omfartsvej.

Så til mine kollegaer i Byrådet, som netop nu sidder i forhandlingerne, vil jeg sige:

• Brug borgernes penge fornuftigt - 41 mio. plus uforudsete udgifter til en anlægsinvestering af en omfartsvej er ikke fornuftigt!

• Afsæt i stedet midler til nordvendte mortervejsramper i Ulse og brug besparelsen på 26-30 mio. til andre og bedre formål.

• Afsæt midler til trafiksikkerhedsforanstaltninger på Bråbyvej, udvidelse af den kollektive trafik og cykelstier som ligeledes skal komme borgerne i hele kommunen til gode.
© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version