Baltic Pipe - nej tak i Faxe Ladeplads

Onsdag 9. september 2020 kl. 09:05

Baltic Pipe - nej tak i Faxe Ladeplads
Indlæg af:
Jan Skakon,
Krygersvej 16,
Faxe Ladeplads


Strandvejen som transportvej?
Hvis det står til Baltic Pipe, bliver hele Strandvejen og en del af Hovedgaden i Faxe Ladeplads i de næste 2 år i lange perioder lavet om til en transportvej for lastbiler, der skal køre med jord og byggematerialer til byggepladsen ved Feddet.

Tvangsrute?
Man kan umiddelbart få det indtryk, at Baltic Pipe er blevet pålagt, at køre deres tunge køretøjer ad havnevejen til Faxe Ladeplads og videre på Strandvejen mod Feddet - de kalder det nemlig for en „tvangsrute”.

Antyder det norsk- dansk-polske gasselskab, at det er Faxe Kommune, som har „tvunget” dem til at køre denne vej, og er det derfor man på forsiden starter med at give en undskyldning, for de mange og store gener, som den tunge og forurenende lastbilkørsel vil medføre?

Turistby?
Og mon firmaet er klar over at man kommer til at genere bade- og sommerhusgæster langs hele Strandvejen - det største sommerhusområde i kommunen, de mange faste beboere, skolevejen til den lokale folkeskole samt 2 efterskoler. Desuden er Strandvejen en populær del af Marguerit-ruten og cykelruten fra Berlin til København og videre til Nordkap.

Derfor er vi mange lokale fra hele byen, som de sidste par år sammen med et stigende antal turister og sommerhusgæster har nydt byens genfødte badestrand, som i den grad har bidraget til øget liv i byen og ekstra omsætning for byens handlende. Faxe Ladeplads er igen på vej til at blive en turistby.
Så ærlig talt, vi har fået besøg af en noget besværlig gæst, som vi ikke selv har inviteret.

Ta’ i stedet genvejen!
Men det værste ved historien er nok en undren over, at selskabet er kommet ud i denne beklagelse over egne aktiviteter, for med en smule lokalkendskab kunne man have valgt at fortsætte ad Præstøvej til vest for Orup og have anlagt en kort stikvej over marken til den allerede eksisterende Roholtevej.

Denne løsning har man tilsyneladende ikke haft svært ved at vælge på andre lokaliteter på Sjælland, som for eksempel ved Strandegård, og der er en fin løsning, ikke mindst for Baronen.

Det vil på alle måder være langt mere sikkert og med meget færre miljøgener, om end vi anerkender, at der stadig vil være en del medborgere, som vil blive ramt af selskabets støjende aktiviteter.

De forholdsvis færre medborgere kunne man så passende kompensere på anden vis. Det burde ikke være et stort problem for et projekt til 13-14 milliarder kroner, hvoraf de 2 milliarder er en foræring fra EU.

Glemme skal vi vel heller ikke at efterlyse Faxe Kommunes officielle forklaring på „tvangsruten”, og måske også de lokale medlemmer af kommunalbestyrelsen. Hvor er meningen?
© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version