Baltic Pipe - læserbrev om tvangsrute og svar

Baltic Pipe - læserbrev om tvangsrute og svar

Onsdag 2. september 2020 kl. 14:32

Indlæg af: Birthe Jensen - Krusebækvej 6 - Faxe Ladeplads
Svar fra:
Bo Mikael Klinke - Project Coordinator Denmark - Baltic Pipe Project

Tvangsrute gennem Strandvejen i Faxe Ladeplads.

Fik min morgenmad galt i halsen. Baltic Pipe, Kære Nabo, Undskyld ulejligheden. Anlægsarbejdet vil øge trafikken i dit nærområde i sept. og nov. 2020.

Vi vidste, det kom, men ikke at de skulle have tvangsrute ad Strandvejen her.
Langs en nyligt anlagt badestrand, der har kostet, så jorden ryster. Det er blevet rigtig pænt og værdsat af borgere og turister. Der har været et sandt mylder hele sommeren af glade badegæster. Lidt problemer med parkering ved badebroen, men det er gået, og folk har været glade. Flot udsigt langs vandet.

Strandvejen er smal. Der er 8 høje bump på strækningen. Havets indflydelse på vejen. Den er sårbar i regn, rusk og storm fra øst.

Jeg kunne frygte, at vejen ikke kan holde til så tung trafik i efterårs- og vinterperioden, som vil komme, mens anlægsarbejdet står på.

Hvem vil udbedre skader? Påhviler det kommunen ved tvangsruter?

Børn til og fra skole, efterskoleelever, beboere langs Strandvejen og tilstødende sommerhusområder. Der er mange bløde trafikanter.

Havde Strandvejen været en lille truet plante, så var den blevet skærmet.
Hvorfor kan jorden, der bliver gravet væk ved tunnelarbejdet, ikke blive i området, hvor det hører til?

Vejen har ikke før været udsat for så stor belastning. Er der beregnet på det?
Vi byggede Kalkvejen for at beskytte vores by. Nu tillader vi internationale selskaber at overbelaste vores smukkeste vej! I dette område vil man nu tillade jord- og arbejdskørsel til tunnelbyggerimateriale. Kørsel, maskiner og grej i den tunge klasse. Jeg kan godt forstå, at Vindbyholtvej ikke kan bruges til tvangsrute, men at vejen mod Orup ikke kan bruges undrer mig. Den går jo direkte til Præstøvej.

Svar fra:
Bo Mikael Klinke
Project Coordinator Denmark
Baltic Pipe Project

Du har henvendt dig til Gaz-System på email (contact@baltic-pipe.dk) vedr. tvangsruten for Baltic Pipe. I den forbindelse kan jeg oplyse følgende:

Faxe Kommunes Center for Plan & Miljø har i samarbejde med Park & Vej gennemgået tre mulige ruter og vurderet, hvordan den tunge trafik bedst ledes mellem Sydmotorvejen og byggepladsen. De tre ruter, der er blevet vurderet, er dels en rute via Roholte og Vindbyholt, dels en rute via Orup og dels den valgte rute via Faxe Ladeplads.

Med udgangspunkt i den eksisterende vejinfrastruktur herunder vejkryds, vejbredder og vejenes bæreevne har kommunens fagfolk anbefalet ruten via Faxe Ladeplads til Teknik- & Miljøudvalget, som har truffet beslutning om ruten.
Begrundelsen er, at vejene på ruten har en bedre bæreevne, end vejene på de andre to ruter, og at denne rute desuden vurderes at have større bredde, så det er muligt for to lastbiler at passere hinanden.

Det kan yderligere oplyses, at:

En rute via Lindersvoldvej er ligeledes undersøgt i den indledende fase, men er fravalgt allerede inden den politiske stillingstagen i Teknik & Miljøudvalget. Dette skyldes at denne rute har en meget begrænset bredde, som ikke giver mulighed for at to lastbiler kan passere hinanden. Herudover er der sving og dårlige oversigtsforhold flere steder på Lindersvoldvej, som begrænser fremkommeligheden med lastbiler.

Hvis du har yderligere kommentarer er du altid mere end velkommen til at sende spørgsmaal, kommentarer mv. til emailen (contact@baltic-pipe.dk) som vi vil besvare så hurtigt som muligt.

Derudover kan jeg oplyse at Gaz-System har en aftale med Faxe kommune om at holde dem orienteret om selve konstruktionsarbejdet, tidspunkter, ændringer mv. hvilket kommunen vil lægge op på deres hjemmeside. Vi håber på den måde at beboerne i Faxe vil blive holdt orienteret om projektet.

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version