Fokus på turisme - Faxe Ladeplads
Eksempel på strandrensning

Fokus på turisme - Faxe Ladeplads

Onsdag 19. august 2020 kl. 10:56

Indlæg af:
Allan Tirsgaard,
Røn Allé 2-4,
Haslev

Mange gange årligt tager jeg turen ned til stranden ved Faxe Ladeplads sammen med min familie.

Det er et fantastisk område, skoven, havnen - og stranden. En meget børnevenlig strand - men også en lidt gemt - og måske glemt og ikke helt funklende perle.
Men jeg så gerne, at mange flere kom derned, og at der blev lavet en god plan til at styrke turismen i området. Især nu, hvor mange i flere år fremover nok vil prioritere en ferie i det danske.

Desværre synes jeg ikke, vi helt præsenterer stranden og området omkring stranden fra den bedst mulige side. Tang ligger og forrådner, det stinker, og det kan give store gener for gæsterne. De offentlige toiletter er der langt imellem, og de få der er, kunne ofte godt trænge til en „grundig” rengøring. Det kan decideret få turister til at fravælge området.

Et af de områder jeg vil foreslå, at Byrådet prioriterer i forbindelse med budgettet, er at få lavet en ordning med strandrensning. Slagelse Kommune bruger de rene strande som et aktiv for at tiltrække turister. Solrød har etableret en lignende løsning i samarbejde med flere aktører og Naturstyrelsen.

Derudover ser jeg også gerne, at kommunen overvejer, om der kan laves nogle serviceområder, med kiosker, toiletter, flere restauranter i forbindelse med stranden - og på den måde tiltrække turister. Kommunen ejer i forvejen campingpladsen overfor „flagstangen” - måske der kan laves noget fornyelse?

Det bør være muligt at vænne turister til at komme endnu mere til vores område og skabe en god helhedsoplevelse. Der er jo både Skovtårnet, Kalkbruddet, skovene, hele setuppet omkring destination Gisselfeld, som jeg er meget imponeret over - så hvis vi kan tilføje stranden og havnemiljøet vil det være et godt rygstød til at skabe en positiv udvikling for vores kommune.

Derfor medtages bl.a. dette forslag fra konservativ side (Michael Christensen) til budgetforhandlingerne i den kommende tid. Jeg ser gerne, at der investeres i en udvikling af kommunen, især indenfor turisme, hvor der kan skabes langsigtede gevinster for vores område.
© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version