Skriget

Skriget

Onsdag 8. juli 2020 kl. 15:28

Skriget
Indlæg af:
Niels Østrup Olsen
Søvej 2
Faxe Ladeplads


Edvard Munch blev verdensberømt, fordi han bedre end nogen anden formåede at give menneskets indre rædsel, angsten billedlig form i Skriget. På lærredet, som du kan google, ser vi angsten, som vrider mennesket ud i groteske former i et ubærligt skrig på fred i sjælen og tryghed i livet.

Angsten er en rød lampe, som lyser i mig, når jeg møder det ukendte, det nye, det endnu aldrig erfarede. Den mørke spændende hule for mit øje kunne jo rumme en sørøvers skat, men også tjene løven som bolig.

Som modpol til angsten har vi nysgerrigheden, som driver os ind i hulen. Vi må bare vide, hvad den rummer, men angsten for det ukendte og måske farlige får os til at tøve og måske endda stikke af. På denne vis er angsten nyttig, sikrer os mod uoverlagte handlinger, som kunne medføre varig skade eller sågar koste os livet.

Pas nu på. Lille du, siger lampen, når jeg bevæger mig ind i ukendt terræn. For nogle af os, måske endda mange, bliver angsten til en livslang følgesvend.
Uanset, hvor jeg er. Ligegyldigt, hvad jeg foretager mig, så følger angsten med og sætter spørgsmålstegn ved min gøren og laden.

Det kunne være denne eksistentielle angst, som drev Edvard Munch og med ham ustyrligt mange andre kunstnereksistenser ud i en livslang søgen efter vejen ud af angstens terrorregimente. Søren Kierkegaard, som skrev mesterværket „Begrebet Angst” mente, at angsten er Guds kald på mennesket, mente at kun i Guds rige vil mennesket finde den virkelige ro i sjælen, den tryghed, som vi forhåbentlig følte, da vor mor lagde os til brystet dengang for længe siden.

Mange dulmer angsten med alkohol, andre med de mange piller, som lægen generøst udskriver til alle og enhver. Endelig er der nogle, som flygter fra plageånden ved at omsætte den til kreativ handling ihukommende noget som Jesus sagde: Du må ikke begrave dit talent.

Er du god til at myrde nullermænd, så stang dem én på bærret. Er du god til at tegne sjove billeder, så tegn og uanset hvilket talent du har så vil din handling blive til oplevelse for os andre, men pas nu på, thi både rengøringsvanvid, anoreksi, OCD og meget andet er forskellige forsøg på at komme af med angsten ved at gøre noget afgrænset til det eneste betydningsfulde.

På sin vis kunne det være angsten, som driver kunstneren frem mod det sublime, hvor han giver det evigtgyldige sin helt personlige form. Netop derfor forstår jeg Kierkegaard, når han kalder digterens liv for en menneskeofring, thi det er angsten, sjælens pine, som driver værket. 43 år gammel blev han, inden angsten tog livet af ham, men se på Dirch Passer, Mozart og de andre, som skabte kunsten på scener og på Louvres vægge og I vil se angsten som den står så tydeligt skrevet hos Edvard Munch, men lige nu ser jeg angsten for coronaens plage malet i mangt et ansigt, som skræmt viger uden om sin næste.

Måske og muligvis bærer han døden i sin ånde. Oh frist ikke Fruen din Gud, men elsk hende og din næste som dig selv og gå frejdigt veje, som Hun tør kende. Råb dog hej og dav og går det godt, Thi hver en hilsen fra dig letter angsten i min sjæl, thi jeg er jo ikke alene, er jeg vel?

Men ser du ikke angsten i din næstes øje, i Edvards malerier så lyt til Peter Belli, når han skriger på kærligheden, som elsker ham sønder og elsker ham sammen igen lige til verden ender, se lyt og forstå. Gør dig til herre over din egen angst og hjælp din næste med hans eller hendes.
© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Redaktion

Desktop version