
Flest vil bo i Dragør, færrest på Mors - og nogle i Faxe
Torsdag 13. december 2018 kl. 10:33Hvor vil vi bo: Danskerne vil ikke bo på Mors, men elsker Dragør, Samsø, Vallensbæk og Glostrup. Det viser en aktuel analyse fra Boligdeal.dk
I analysen undersøges de geografiske ønsker i mere end 350.000 søgeannoncer og søgeagenter oprettet af boligsøgende danskere over en periode på et år.
Interessen for de forskellige kommuner gøres indbyrdes sammenlignelige ved at regulere for forskellene i kommunernes befolkningstal.
Se den samlede analyse her: https://www.boligdeal.dk/media/569329/boligdeal-analyse-2018.pdf
Nordjylland i bund
Ananlysen viser tydeligt at kun få danskere vil bo i Morsø, Thisted, Jammerbugt, Frederikshavn og Hjørring kommune. Helt i toppen af indekset ligger Dragør der rykker hele 9 pladser op ad ranglisten siden sidste år. Samsø, som lå på førstepladsen sidste år, må lade sig nøje med en andenplads i år.
- Danskerne er tilsyneladende vilde med Dragør, siger Thomas Barfod fra Boligdeal.dk. Kommunerne tæt på København er som regel altid populære og det ser nu ud til, at danskerne virkelig har fået øjnene op for fordelene ved Dragør.
Hvad med Faxe Kommune?
Ser man bort fra Samsø, som fortsat holder en flot placering i indekset, er det tydeligt, at kommunerne i Storkøbenhavn er mest populære. Dragør, Vallensbæk, Glostrup og Rødovre topper indekset.
Ser vi omkring os - altså os der bor i Faxe Kommune - ser det ikke så godt ud. Det er i hvert fald ikke i vores retning man kigger, når man ser sig om efter en bolig, omend kommunen er rykket to pladser op i forhold til sidste år.
Faxe Kommune ligger nr. 40 på listen - mod 42 sidste år. Ringsted ligger på 27. pladsen, Køge på 32. pladsen, Stevns er nr. 34. Køge er rykket 7 pladser op og Næstved 6.
Om analysen
Danskernes interesse for at bo i forskellige kommuner gøres indbyrdes sammenlignelige ved at relatere antallet af søgninger i en kommune med den pågældende kommunes indbyggertal. Indekstallet fremkommer ved at gange dette tal med 100.
Formlen bag en given kommunes indekstal er således: (Antal søgninger i kommunen/indbyggertallet i kommunen)x100. Nederst i analysen ses alle landets kommunen rangordnet i et samlet indeks.
© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.