En by i byen - eller et “kreativt væksthus” - og en andelsbutik

Mandag 16. december 2013 kl. 09:19

En by i byen - eller et “kreativt væksthus” - og en andelsbutik
Et kreativt fællesskab - små selvstændige der har lyst til sparring og fællesskab - det er dét, Jette og Sabina ønsker at skabe i det gamle slagteri på Houmannsvej. På fredag kl. 14-17 er der julehygge hvor man kan høre mere om projektet.

Og så ønsker de to iværksættere at skabe en “andelsbutik” for fx kunstnere, håndværkere, behandlere eller andre, der kunne være interesserede. På fredag er der julehygge, og interesserede kan komme og høre og se mere om projektet. Borgmesteren kommer også.

En by i byen - det er dét Sabina Trabjerg, som bl.a. syr hatte til operaforestillinger, og Jette Møller Andersen, som er familie og kropsterapeut, ønsker at skabe.

De vil gerne tiltrække andre små og mindre virksomheder, som ligesom de selv, har lyst til at sparre med og inspirere hinanden samt få et fællesskab.
Jette og Sabina har de sidste to år haft lokaler i det gamle slagteri, og har i dagligdagen mange snakke om at have eget firma. Og trods de store forskelle på deres erhverv har de meget glæde og gavn af hinanden.

Iværksætterne
Jette Møller Andersen har Bodyfamily, hvor hun laver samtale- og kropsterapi med vægt på børn, unge og familier. Hun arbejder meget med folk, der ønsker forandring og har brug for støtte.
Sabina Trabjerg har Satra Shop, hvor hun laver hatte til teater og private, kostumer til eventfirmaer, fastelavnskostumer, karnevalsmasker mv. Sabina har i sommer lavet hatte og tilbehør til Aladdin og skal nu lave hatte og tilbehør til Den lille havfrue, begge opsætninger på Operaen i København.


En by i byen
– Vi ønsker at få skabt et miljø, hvor man både kan sparre med hinanden, og udvikle og videreudvikle hinandens produkter. Det er dét, der er meget skrøbeligt og sårbart, når man er et lille enkeltmandsfirma. Det er fantastisk at have sit eget, at man selv kan forme sit koncept, men det kan også være meget ensomt, fortæller Jette.

I forbindelse med byfornyelsesprojektet for Haslev, deltog de i møder, da de ønskede at skabe det kreative væksthus i det gamle seminarium, men projektet strandede desværre.

– Vi er jo egentlig glade for at være her hvor vi er. Her er billig husleje og en rigtig god udlejer, og ikke så mange regler om hvad man kan og ikke kan. Her bliver der taget hånd om alting, man kan bare komme med sine ting, og være her. Der er ikke noget bøvl. Og udlejer er lydhør overfor de ønsker vi har, fortæller Sabina og fortsætter: – Han støtter os 100 procent i det her projekt og synes, at det er super fedt.

Den 20. december holder de to iværksættere julehygge, og her kommer udlejer med et nøglebundt og viser lokaler frem til interesserede, så de kan se hvordan der ser ud på det gamle slagteri, som også huser bl.a. LK Fitness.
Planen er at “væksthuset” skal skabe et godt fællesskab når man har lyst, men der skal også være mulighed for fordybelse og ro, så man kan koncentrere sig om sit arbejde. Man vælger selv om og hvornår man vil være med i fællesskabet. Man kunne evt aftale at spise frokost sammen.

Når der forhåbentlig kommer flere virksomheder til, er planen at man kan bruge hinanden, og fx arbejde sammen om at være med på Torvedage og på Kulturnatten, så man kan hjælpes om at markedsføre sin virksomhed.

Andelsbutik
De to kvinder har også planer om at skabe en “andelsbutik”, hvor alle er velkomne til at leje sig ind, også selv om de ikke har lokaler i “vækstfabrikken”.
I andelsbutikken skal man kunne leje hyldemeter på månedsbasis, så man kan fremvise sine produkter eller ydelser.

Det skal være åbent for at man kan udstille på den måde man har lyst til.
Kunstnere fra Haslev, Faxe eller fx Præstø, vil således få mulighed for at fremvise en smagsprøve på deres kunnen, så folk bliver nysgerrige på hvad de ellers har af spændende ting. Og behandlere, som Jette, kan fx lave en lille video, der kan stå på en hylde, og fortælle om hvad behandleren kan tilbyde. Det er kun fantasien der sætter grænser for hvordan man kan præsentere sine produkter, og hvilke “produkter” der præsenteres.

Sabina vil udstille sine hatte, men hattene er ikke noget man går ind i en butik og køber, de udarbejdes specielt til den enkelte, så det vil bare være smagsprøver, hun vil udstille.

– Det er markedsføringen, og det at blive synlig, der er vigtigt, ellers er der jo ingen der opdager hvor dygtig man er, fortæller Jette.

Det er meningen at andelshaverne skiftes til at passe butikken. Indtil videre er de fire der ønsker andelsbutikken, men mange flere interesserede er meget velkomne.

– Planen er at lave andelsbutikken i lokaler der vender ud mod stationen, så den er nem at komme til. I kommunens byfornyelsesplaner er kvarteret omkring Houmannsvej med indenfor bygrænsen, så det er et kvarter man satser på, fortæller iværksætterne.

Det endelige koncept for andelsbutikken vil blive udarbejdet hen ad vejen.

Vækstfabrikken
De to kvinder skal snart til møde med borgmesteren og kommunaldirektøren, som begge har vist stor interesse for projekterne.

Grunden til at Jette og Sabina ikke har koblet sig på Vækstfabrikken i Rønnede er, at de synes den ligger langt væk, og at den hovedsagelig henvender sig til kontorfolk. Og de synes at Business Faxe henvender sig mest til store virksomheder, som ønsker at ekspandere. Derfor har de taget det utradtionelle initiativ, og håber at folk tager godt imod det, så alle deres tanker kan blive til virkelighed.

Der ligger allerede flere forskellige virksomheder i det gamle slagteri, bl.a. LK Fitness, og Sabine og Jette deler køkken med Frikirken Face Out, som dog kun i lokalerne om lørdagen.

Det kunne også være muligt at kommende lejere deler lokaler, så man skiftes til at være der alt efter ugedag.

Hvis og når der kommer flere virksomheder ind, har Jette og Sabina planer om at oprette en forening, da det vil give nogle flere muligheder.

Åbent hus og julehygge
På fredag den 20. december holder de to iværksættere Julehygge for alle interesserede. Her kommer udover udlejer også borgmesteren. Og frikirken Face Out vil spille musik, så det skal nok blive hyggeligt. Alle er velkommen til at komme og få en fornemmelse af hvad mulighederne er i den nye “By i Byen” eller det kreative væksthus.

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.