Livet har lært os...Tirsdag 20. december 2022 kl. 11:44![]()
Kvinderne talte om skriveerfaringer, forlagsarbejde, læserkontakt og meget mere. De læste tekster for hinanden, inspirerede hinanden og lod sig inspirere - og fra at være et samtalefællesskab om det at skrive, opstod ideen om at lave en fælles bog. I “Livet har lært os” fortæller seks kvinder en række historier fra det levende liv. Bogen er tænkt som inspiration til at reflektere over egen livslæring, at søge fællesskaber omkring fælles interesser, at fortælle historier, og også gerne til at skrive. - Vi har brugt forskellige skriveteknikker, og mest nyskabende er nok vores 100 ords tekster, som er reflekterende kortprosa, ofte med humor eller en overraskende vinkel. Vi har også udnyttet vores meget forskellige kompetencer og har således selv stået for omslag, korrekturlæsning, layout og produktion, fortæller Anne Holde fra Kongsted, der er en af de seks forfattere. Hun udgav i 2019 bogen “Hjertets Forvandling”. En meget rammende titel, for Anne har været gennem noget af en forvandling i sit liv. I 2010 fik hun konstateret sclerose, og havde det skidt - både fysisk og psykisk, men vendepunktet kom da hun begyndte at tænke holistisk - altså tænke på at det hele hænger sammen. Det fysiske, det psykiske og det åndelige. Intet kan stå alene, og får man „fat i” det hele menneske, kan man ændre tankegangen, er der håb om forandringer. Ud fra sin egen livsændring, må man sige at Anne Holde har meget at byde på når man taler om “Livet har lært os”, men også de øvrige fem forfattere har meget at byde på, og fælles for dem alle er fællesskabet. Det er det der er drivkraften. Fællesskaber opstår når man har noget at være fælles om, og når man har noget at give til fællesskabet. - I vores tilfælde har vi skabt et rum med gensidig åbenhed, nysgerrighed og stor rummelighed. Vi har delt vores liv, og vi har inspireret og støttet hinanden i skriveprocessen,, og vi har været indstillet på muligheden for at lære nyt, skriver forfatterne i en pressemeddelelse. Og så påpeges det, at gensidig opbakning, fejring og glæde er en vigtig del af forfatternes samvær og nok en af grundene til, at de har været villige til at køre langt efter det fællesskab. Forfatterne er Anne Holde fra Kongsted, Mona Hvid fra Fuglebjerg, Lone Rytsel fra Mern, Marie Lenstrup fra Præstø, Birgitte Flensholt fra Næstved og Marianne Christensen fra Vordingborg. De seks forfattere påpeger, at deres fællesskab fortsætter også efter udgivelsen af “Livet har lært os” - og at deres fællesskab også er åbent for andre der har lyst til at være med i samtalerne om skrivepraksis og forfatterliv. Bogen kan købes på forskellige online portaler og hos Haslev Boghandel, hvor forfatterne vil signere bøger den 21. januar. Af Torkild Svane Kraft
|