Vellykket banko

Fredag 7. oktober 2022 kl. 10:28

Vellykket banko
Der var fuldt hus til Haslev Handelsstandsforenings bankospil. Privat foto

Haslev Handelsstandsforenings årlige bankospil blev en succes.

Haslev: Haslev Handelsstandsforenings bankospil plejer, når ellers ikke der er corona, være en af de tilbagevendende begivenheder, mange glæder sig til.

I år fandt bankospillet sted den 5. oktober i Haslev Hallen, og det var en meget begejstret medarrangør, Birgitte Faldborg, som kunne gøre status på aftenen:

- Aftenen gik virkelig godt. Der var 500 mennesker, hvilket er fuldt hus. Der var god stemning hele aftenen og folk havde en hyggelig aften. Der var nye opråbere, som klarede opgaven fint, fortæller hun.

- Omsætningen sådan en aften ligger på mellem 50.000 og 60.000 kroner, og det kommer den også til i år. Overskuddet går til arrangementer i Haslev Handelsstandsforening. Igen i år havde alle forretninger og en masse erhvervsdrivende givet gode præmier til bankospillet. Det er vi meget taknemmelig for, og folk gik både hjem med indkøbsvogne med indhold, lamper og gavekort. Det var en vellykket aften, siger Birgitte Faldborg med begejstring i stemmen.

Af Peer Rasmussen

© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.