Dannelsesrejse med vandet som rejsefører

Tirsdag 4. oktober 2022 kl. 11:45

Der er foredrag med Tine Eiby.

Haslev: Tirsdag den 11. oktober klokken 19 inviterer Faxe Kommunes Biblioteker til foredrag med Tine Eiby i “Romanen” på Haslev Bibliotek.

Foredraget baserer sig på Tine Eibys seneste bog: "Vandets stille hvisken".

I foredraget tager Tine Eiby deltagerne, med vandet som rejsefører, på en dannelsesrejse.

Alle vegne trækker vandet spor. Ikke mindst i et vandland, som Danmark. Det har rislet igennem vores historie og mytologiske forestillingsverden, det har skåret gennem landskaber, og århundreders søfart har sat aftryk i danskernes mentalitet.

Vandet truer os med oversvømmelse, konflikter og undergang, men vandet er også det stof, som fremtidens drømme er gjort af.

Vi er selv efterkommere af havvæsener, der i er gået på land, og måske er vi på vej tilbage. Vi bader året rundt, vi vil helst bo med havudsigt, og vi er godt i gang med en ny form for kolonisering.

Er der ikke plads nok til alt det, vi gerne vil, så bygger vi bare en ø.
Man kan købe billetter til foredraget på www.faxebibliotek.dk.


© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.