Kvinder kan også komponere musik...

Onsdag 31. august 2022 kl. 08:34

Kvinder kan også komponere musik...
Faxe Kunst- og Musikforening og Leif Hasles Fond inviterer til foredraget “Kvinder kan også komponere musik” ved Mette Greiffenberg søndag den 18. september på Vindbyholtgaard, Vindbyholtvej 8, Vindbyholt ved Faxe.

I forlængelse af koncerten den 5. september på Vemmetofte Kloster, hvor pianisten Pia Andersson spiller værker af komponisten Fanny Mendelssohn, afholder Faxe Kunst- og Musikforening foredrag om kvindelige komponister ved programmedarbejder på DR P2, Mette Greiffenberg.

Fanny Mendelssohn er kun en af mange kvindelige komponister der gennem tiden har stået i skyggen af mandlige komponister. I Fanny Mendelssohns tilfælde var det meget konkret hendes lillebror, Felix, der skyggede.

Mette Greiffenberg tager udgangspunkt i kvinders vanskeligheder ved at udfolde sig kunstnerisk inden for den klassiske musik og dykker ned i den store skattekiste af klassisk musik som rent faktisk er skabt af kvinder.

Mette Greiffenberg kommer desuden ind på, om kvinder skriver musik på en anden måde end deres mandlige kolleger, og hvilke forhold der har og har haft betydning for, hvordan balancen er i musiklandskabet.

Faxe Kunst- & Musikforening afholder arrangementet sammen med Leif Hasles Fond, og det finder sted søndag den 18. september kl.15. på Vindbyholtgaard, Vindbyholtvej 8, 4640 Faxe.

Billetter købes på Faxe Kunst- & Musikforenings hjemmeside faxekunstogmusik.dk

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.