Laynet Lore Wynsch tilbyder sommerkunstskole for børn

Onsdag 22. juni 2022 kl. 08:45

Laynet Lore Wynsch tilbyder sommerkunstskole for børn
I sommerferien kan børn mellem 8 og 12 år komme i kunstskole hos Laynet Lore Wynsch. Foto: Torkild Svane Kraft

Sommerferien er lang. I hvert fald for skoleelever. Hvad skal man få tiden til at gå med, hvis man nu ikke lige er til leg med bolde af forskellig størrelse.

- Jeg synes ikke børnene skal sidde med mobiltelefonen i hånden hele sommeren, de skal da lave noget kreativt, men hvor kan de det?

Sådan tænkte billedkunstner Laynet Lore Wynsch der bor i et stort og pragtfuldt hus på Sofiendalsvej i Haslev - og lige ved siden af har hun et stort atelier. Og så var det at hun besluttede at tilbyde en sommercamp af én uges varighed, for alle børn mellem 8 og 12 år. Ja, faktisk tilbyder hun hele tre, nemlig en i hver af ugerne 27, 28 og 29.

Man mødes mandag til fredag fra kl. 10 til 15 i hendes atelier, hvor der er god plads til at modtage undervisning i billedkunst og til selv at være kunstnerisk.

- Om formiddagen skal det handle om teori, hvor vi blandt andet har farvelære, hvor man lærer teknikker og hvordan man bruger en pensel, fortæller Laynet. Og efter frokost skal vi i gang med at male, men vi skal også ud i naturen og se på farver og lade os inspirere. Og fredag sidst på eftermiddagen skal vi vise forældre og bedsteforældre hvad vi har lavet.

Fem dages kunstskole koster 950 kr. og det eneste man skal medbringe er mad og drikke til frokosten. Maling, pensler og lærred er med i prisen.

- Jeg håber jeg kan tænde en gnist i børnene, så de bliver inspireret til at fortsætte med at male. Alle børn er velkomne på sommercampen. Man behøver bestemt ikke kunne tegne eller male for at være med. Bare lysten til at være kreativ er der, så er man velkommen, siger Laynet, og hun tilføjer at er man lidt under 8 år eller lidt ældre end 12 år, så går det nok.

Laynet Lore Wynsch, der har boet i Haslev de seneste 12 år, har altid interesseret sig for kunst, og hun har malet lige siden hun var barn. Det er blevet til mange udstillinger rundt om i landet, også selv om hun ved siden af maleriet, var selvstændig frisør, stylist og kosmetolog - og så har hun også tidligere haft en kunstskole, så det er en kvinde der ved hvad hun har med at gøre, der nu tilbyder børn og unge at komme på kunstskole i sommerferien.

Hvis man vil tilmelde sit barn til Laynets kunstskole, eller har spørgsmål, skal man sende en mail til laynet@live.dk.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.