Strategi for ladeinfrastruktur

Onsdag 15. juni 2022 kl. 07:45

Strategi for ladeinfrastruktur
For at få flere ladestandere i Faxe Kommune har byrådet netop godkendt et forslag til strategi for ladeinfrastruktur for elbiler. Arkivfoto

Hvad kom først, hønen eller ægget - og hvad kommer først, elbiler eller elladestandere?

Hele kommunen: For at få flere ladestandere i Faxe Kommune har byrådet netop godkendt et forslag til strategi for ladeinfrastruktur for elbiler.

- Formålet med strategien er, at der i Faxe Kommune bliver etableret, opretholdt og udviklet en god ladeinfrastruktur, der opfylder de forventninger og behov, som borgere, erhvervsdrivende, foreninger, personale, kunder, gæster og turister har nu og på sigt. En god ladeinfrastruktur er væsentligt for at få flere til at vælge og ikke mindst beholde elbiler. udtaler borgmester Ole Vive (V) i en pressemeddelelse.

Formanden for Teknik & Miljøudvalget, Dorthe Egede Borg, tilføjer:

- Elbiler er vigtige for at få reduceret udledningen af drivhusgasser fra vores transport. Flere elbiler forudsætter flere ladestandere, så man ikke skal bruge lang tid på at finde en ledig ladestander.

- Faxe Kommune vil i størst mulig udstrækning stille kommunale arkeringspladser, på kommunale vejarealer og ved kommunale bygninger, til rådighed for operatører af ladestandere, så der etableres ladestandere, som alle kan bruge, såkaldt offentligt tilgængelige ladestandere, uddyber Dorthe Egede Borg (V).

Ikke alene

Faxe Kommune kan ikke alene sikre en god ladeinfrastruktur.
Det kræver en indsats fra mange forskellige parter, blandt andet ladestanderoperatører, borgere, virksomheder, tankstationer, dagligvarebutikker, turismeerhverv, boligforeninger, sports- og kulturforeninger.

- Vi håber, at vi med strategien kan sætte retningen for, hvordan vi i fællesskab kan opbygge en god ladeinfrastruktur i Faxe Kommune, siger Dorthe Egede Borg.

Forslag til strategi for ladeinfrastruktur for elbiler er i offentlig høring frem til den 6. juli 2022.

Alle er meget velkomne til at sende høringsbemærkninger til Faxe Kommune, herunder forslag til, hvor der bør etableres ladestandere.
Forslaget kan ses på Your text to link...

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.