Faxe skyder ferien i gang med masser af aktiviteter

Mandag 20. juni 2022 kl. 10:44

Faxe skyder ferien i gang med masser af aktiviteter
Charlotte Hemmingsen og Birgitta Carlberg håber mange vil møde op på Vinkældertorvet lørdag den 25. juni hvor der bydes på mange aktiviteter. Foto: Torkild Svane Kraft

Lørdag den 25. juni kommer der til at foregå en masse på Vinkældertorvet i Faxe mellem kl. 10 og 14. Faxe Borger- og Erhvervsforening skyder sommerferien i gang med aktiviteter for hele familien - og mulighed for at vinde en gave til en værdi af 8.000 kr.

En del af Vinkældertorvet vil blive omdannet til en kæmpestor sandkasse hvor børnene kan boltre sig. Det er Faxe Røde Kors der sørger for den store sandkasse, og et led i mange kommende børneaktiviteter arrangeret af Røde Kors.

- Vi har været så heldige at modtage ikke mindre end 1.352.000 kr. fra Faxe Fonden. De skal gå til aktiviteter for børn, og første aktivitet er altså den store sandkasse på Vinkældertorvet. Senere følger mange andre børneaktiviteter, fortæller Karen Spring der er formand for Faxe Røde Kors.

Foruden den store sandkasse er der boder hvor man kan købe mad og drikke. Det er Vores Café og Café Lundals der sørger for at ingen behøver sulte eller tørste lørdag den 25. juni.

Børneloppemarked
Børnene får mulighed for at tjene en skilling til sommerferien, for der er også børneloppemarked på Vinkældertorvet denne lørdag den 25. juni. Det er helt gratis at få en stand, men man skal bestille den på forhånd via Faxe Borger- og Erhvervsforenings side på Facebook.

- Det er helt gratis for børnene at få en stand, siger Charlotte Hemmingsen fra Boghuset, og Faxe Borger- og Erhvervsforenings eventudvalg, og Birgitte Carlberg, fra samme udvalg, gør opmærksom på at børnene selv skal medbringe et bord som de kan stille deres varer på.

Black Box Band - et band på ikke mindre end seks mand - sørger for musikalsk underholdning mellem kl. 10 og 14, og i byens butikker vil der naturligvis være nogle helt vilde tilbud - så endnu en god grund til at tage til Faxe lørdag den 25. juni.

Men mangler man flere gode grunde, så kan det afsløres at man får muligheden for at vinde en kuffert fyldt med alverdens herligheder til en samlet værdi af ikke mindre end 8.000 kr.

- Det er byens forretninger der har givet en masse gaver, som lægges i kufferten, og samlet er der altså tale om gaver til 8.000 kr. fortæller Charlotte Hemmingsen og Birgitta Carlberg.

Og hvordan får man så mulighed for at vinde kufferten? Det gør man ved at købe et lod til 20 kr. - eller måske flere, for at øge vinderchancen. Lodderne sælges mellem kl. 10 og 13.30, hvorefter der trækkes lod. Overskud fra lotteriet går til aktiviteter i byen.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.