Ballet på plejehjemmet

Torsdag 2. juni 2022 kl. 13:30

Koncentrationen var høj da de store balletpiger viste deres kunnen. Foto: Torkild Svane Kraft

Det har vi aldrig oplevet før. Det er så herligt. Flot det de kan, og jeg tror det er godt for deres krop, og i hvert fald godt med en sund interesse.

Sådan sagde Grethe Hvalsø og Aase Pedersen da piger fra Karises balletskole gav opvisning på Solhavecenteret i Karise. Grethe og Aase bor på plejehjemmet, og fortalte at der foregår mange spændende ting på Solhavecenteret, men ballet havde de dog ikke oplevet før.

Der var stor spænding blandt balletpigerne. De stod klar i deres flotte tricot’s og kunne næsten ikke vente med at komme ind i salen for at vise hvad de har lært, selv om de også var lidt nervøse. Det var der nu ingen grund til, for de klarede det flot og publikum kvitterede med klapsalver.

Det er Anne-Claire Theissen der driver balletskolen i Karise. Hun er professionel danser og har været instruktør på Den kongelige Ballet og har haft ansvaret for danserne i Skånes Danseteater i flere år og været tilknyttet Nyt Dansk Danseteater.

Udover den danse- og balletmæssige baggrund er hun uddannet pilatesinstruktør, kropsterapeut, yogalærer, coach, idrætslærer og personlig træner. Balletskole og øvrige “kropsaktiviteter” er samlet under ACT Bodywork - actbodywork.dk.
Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.