Endelig kunne der festes

Onsdag 1. juni 2022 kl. 15:36

Det blev en dejlig dag, da Plejehjemmet Hylleholt holdt kombineret sommer- og fødselsdagsfest. Foto: Peer Rasmussen

Plejehjemmet Hylleholt fejrede 25 års fødselsdag med mad, sang og hygge.

Faxe Ladeplads: Den 1. juni har siden 1997 været en særlig dag for Plejehjemmet Hylleholt, eller Hylleholtcentret, som mange kender det som, for på dagen har man siden holdt en kombineret sommerfest og fødselsdag.

Den 1. juni i år var en lidt særlig dag, for beboere, personale og pårørende kunne fejre plejehjemmets 25 års fødselsdag, og sommerfest, med flag, blomster og flotte servietter på bordene.

- Det er jo ikke kun sommerfest og fødselsdag for os. Det er faktisk første gang, at vi kan holde arrangementet siden coronaen, og det er jo fantastisk. Beboerne har glædet sig. De har ønsket sig burgere, så burgerne bliver grillet og det samme gør kyllingespyddene og dertil får de kartoffelsalat. Faxe Kommunes musikterapeut, Jens Molge, underholder med sang og musik. Kaffevognen med de frivillige fra Aktivitetscentret Dalgården holder her, så beboerne også kan få en kop kaffe til jordbærtærten, fortæller leder Tinapil Jørgensen.

Sølvbryllup og en ny begyndelse

For Tinapil Jørgensen, personalet og beboerne på Hylleholt Plejehjem er 25 års jubilæet en markering af, at plejehjemmet har sølvbryllup, men for Tinapil Jørgensen er det også en ny begyndelse.
- For personalet og jeg selv betyder de 25 år en ny begyndelse for plejehjemmet. Vi er i gang med at ændre på nogle af de ting, der blev lavet for 25 år siden. Nu hedder det jo et plejehjem, så vi sætter møbler ind, som tilsvarer det at være et hjem, snarere end det lidt institutionsagtige som det bar præg af, da det blev bygget, fortæller hun.

- Vi er i gang med at skabe to haver med dufte, tomater og kartofler. På plejehjemmet indkorporerer vi den værdighedspolitik, Faxe Kommune indførte i 2018. Den handler rigtig meget om livskvalitet, selvbestemmelse og dialog. Som eksempel kan jeg nævne, at vi lige har fået en ny beboer og har vi spurgt vedkommende, om hun selv vil vaske sit tøj. Vi laver også en kultur om, at man selv er med til at lave sin mad. Beboeren skal beholde sin identitet, forklarer Tinapil Jørgensen.
En dejlig dag

For Birte Madsen, der har boet på Hylleholt Plejehjem i 10 år, var det dejlig dag og en dag, hun havde glædet sig til:

- Jeg er meget glad for at bo her på plejehjemmet, og det er en dag, jeg har set frem til. Det er dejligt at kunne være med til at holde festen og jeg glæder mig til at få lidt god mad og synge med på musikken, siger hun med et stort grin.

Af Peer Rasmussen

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.