Klar med “Kunst i Haven”

Fredag 10. juni 2022 kl. 07:45

Klar med “Kunst i Haven”
Der er gratis adgang til Kunst i Haven hos Nelli Grigorian. Billedet er fra et tidligere arrangement. Privat foto

Nelli Grigorian holder igen "Kunst i Haven".

Dalby: Den dansk-armenske billedkunstner Nelli Grigorian samler igen nogle af sine kunstnervenner i familiens store have på Babberupvej 4, Dalby, lørdag den 11. juni klokken 11-15, hvor udstillerne er ”under tag” i telt og pavilloner.

Filmmanden Peter Aalbæk åbner udstillingen med en lille åbningstale klokken 11.

De syv udvalgte kunstvenner, som samles er:

Søren Heidemann, som har sit galleri i Lille Skensved. Han dyrker sin kunst i form af malerier, akvareller, tegninger og skulpturer.
Grethe Tranberg maler fabulerende billeder af dyr og mennesker i et frodigt samspil, der både er dramatisk og ekspressivt, men samtidig også i balance.

Jeff Ibbo er mest kendt for sin ”kropslige” malerkunst. Han har modtaget en række af stipendier og udmærkelser.

Preben Barrett er en autodidakt kunstner, som arbejder med sten og ler. Hans skulpturer appellerer til fantasien, og han føler sig ikke bundet af konventioner i forhold til materialer og former.

Mette Hylleberg Lynge er billedkunstner og har malet i mere end 15 år. Hun er en kreativ skaber og arbejder med akrylmaling, farver, former og blomster.

Lise Palm arbejder fortsat som arkitekt. Det forhindrer dog ikke hende i at udnytte sine kreative evner med smukke ler brugsgenstande.

Jens-Ole Larsen er en kunstner, som ser det smukke i alt træ. Han drejer sine værker i træ, flest i danske træsorter. Jens-Ole Larsen har deltaget i mange kunsthåndværksarrangementer og i kunstudstillinger.

Nelli Grigorian er udstillingens vært. Hun er autodidakt billedkunstner. Efter ”murens” fald var der voldsom politisk uro i hendes hjemland, Armenien, og hun måtte flygte til Danmark sammen med sin mand og børn.

Nelli Grigorians malerkunst udtrykker ”øjeblikkets” billede af den sorg, angst og glæde, som hun har oplevet og oplever.
Hun er tildelt Køge Kultur Fonds hæderslegat for sit talent.

Der er gratis adgang til udstillingen samt gratis parkering, og så byder Nelli Grigorian på et glas vin og lidt snacks til alle, som lægger vejen forbi.

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.