Kalk og kunstværker

Tirsdag 7. juni 2022 kl. 08:44

Iført sikkerhedsbriller, veste og hjelm kunne eleverne fra 5.X nyde udsigten fra Faxe Kalks siloer på havnen i Faxe Ladeplads. Foto: Sanne Ystrøm

Faxe Ladeplads: 5.X fra Hylleholt Skole oplevede mange ting i sidste uge. De var oppe i siloerne på havnen, de lærte en masse om kalk - og lavede flotte kunstværker.

Det hele var et led i undervisningen i billedkunst, og her var der indhentet forstærkning udefra, nemlig i form af Sanne Ystrøm og Maria Wolder der begge underviser på Billedskolen Storstrøm - og de havde allieret sig med Klaus Rønholt der er direktør i Faxe Kalk.

Det betød at eleverne fik lov til at komme op i siloerne på havnen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over land og vand. Samtidig fortalte medarbejdere fra Faxe Kalk om det vores undergrund er fyldt med - kalk.

Kalken kan bruges til utroligt mange ting, men i denne forbindelse handlede det om at 5.X skulle bruge kalken til at lave skulpturer, hvori der indgik både kalk, ler og sten.

Mandag var de på besøg hos Faxe Kalk, hvor der også blev arbejdet med skulpturerne. Dette arbejde fortsatte onsdag og fredag, hvorefter deres skulpturer blev udstillet på festivalen Gå med i Lunden i Faxe Ladeplads om lørdagen.

Man kan se og læse mere om elevernes arbejde på hjemmesiden gåmedilunden.dk.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.