Kom faldet i forkøbet

Onsdag 1. juni 2022 kl. 08:22

Deltagerne i mødet om at komme faldet i forkøbet “blev udsat” for flere øvelser der afslørede hvordan det stor til med balancen. Foto: Torkild Svane Kraft

Rønnede: Hvis man troede det ville være lidt tørt og kedeligt, at høre om hvordan man, når man er kommet lidt op i alderen, kan undgå at falde, så måtte man tro om igen. I hvert fald hvis man deltog i et foredrag i Dalgården i Rønnede i sidste uge.

Det var Faxe Kommunes sundhedskonsulenter der inviterede til mødet om hvordan man kan undgå at falde, og dermed komme tilskade, og det var fysioterapeut Tanja Højris Bendtsen, der kom med gode råd - og det gjorde hun på en særdeles levende, sjov og lærerig måde. Det var bestemt ikke kedeligt...

Der var mange der havde tager imod invitationen til mødet, der specielt henvendte sig til borgere over 65 år. Faktisk så mange at der var lidt flere end der egentlig var berammet plads til, men lokalet i Dalgården er stort og lyst, så det var ikke noget problem.

Fysioterapeut Tanja Højris Bendtsen startede med at fortælle om hvorfor man falder oftere når man er kommet lidt op i alderen, og hvorfor det kan gå grueligt galt hvis man falder. Problemerne opstår bl.a. fordi vores balance bliver dårligere med alderen, vi bliver langsommere, vi mister vores smidighed og bevægelighed. Vi bliver lidt stive i det.

Mange har den opfattelse at fald udelukkende skyldes at balancen bliver dårligere med årene. Det er for så vidt rigtigt, men hvor sidder balancen, spurgte Tanja Højris Bendtsen? Det kom der mange bud på og flere kunne Tanja føje til.

Når det handler om balance tænkes der ikke kun på den balance der reguleres i, og mellem, ørerne, men også den balance der hænger sammen med muskler og led, reflekser og ikke mindst fødderne.

Derfor er det vigtigt at man holder sin krop fysisk vedlige med daglige øvelser - alt efter alder og hvad man kan klare. Tanja kunne ikke komme med ét enkelt forslag til øvelser man kan lave, da det jo er meget forskelligt hvad hver enkelt har brug for, men hun kom med nogle eksempler på hvad man kan have brug for at træne.

Udgangspunktet var nogle små øvelser deltagerne skulle gennemføre under foredraget - øvelser der tydeligt viste hvor forskelligt balancen var fra person til person - og der var mange der fandt ud af at man virkelig havde brug for at træne lidt mere...

Under møder var der også en præsentation af de mange hjælpemuligheder der er i Faxe Kommunes sundhedsafdeling, og det blev understreget, at alle altid er velkomne til at kontakte sundhedskonsulenterne, uanset hvad det drejer sig om. De mange tilbud kan man læse mere om på faxesundhedscenter.dk

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.