Stor spørgelyst ved arrangementTirsdag 24. maj 2022 kl. 13:32![]()
Mandag den 23. maj havde Det Konservative Folkeparti i Faxe inviteret til drøftelse af forsvarsforbeholdet med Helge Adam Møller. Faxe: Der var stor spørgelyst, da Det Konservative Folkeparti i Faxe inviterede til et arrangement med Helge Adam Møller om afskaffelse af forsvarsforbehold, hvor 42 deltog. Helge Adam Møller indledte med at trække tråde tilbage til EU-afstemningerne i 1992 og 1993, hvor Danmark havde været nødsaget til at forlade EU-samarbejdet, hvis vi ikke havde fået de fire forbehold, herunder forsvarsforbeholdet, fremgår det af en pressemeddelelse. Et væsentligt spørgsmål fra salen lød, ”Får vi en EU-hær, hvis vi stemmer ja?” Dertil svarede Helge Adam Møller: ”Nej - vi får ikke en fælles EU-hær, og vi har altid mulighed for at sige nej til at deltage i en aktion, da det er såkaldt mellemstatsligt anliggende”. - Der skal med meget stor sandsynlighed ryddes millionvis af panserminer i Ukraine, når krigen en gang slutter. Miner, som blandt andet Danmark har leveret til Ukraine. Det bliver formentligt et EU-anliggende, da NATO ikke får adgang til Ukrainsk jord. Bliver EU spurgt om at hjælpe til med minerydning, har Danmark ikke mulighed for at deltage, da vi netop nu har et forsvarsforbehold i forhold til EU. Derfor er det afgørende, at vi får afskaffet forsvarsforbeholdet, så vi har samme muligheder som de andre 26 medlemslande, tilføjede Helge Adam Møller. - Finland og Sverige, som er på vej ind i NATO, deltager også aktivt i EU-forsvarssamarbejdet, supplerede han. ”Koster det noget?”, fortsatte det fra salen. Helge Adam svarede: - Der er ikke nogen startomkostninger, men vælger Danmark at deltage i en EU-mission, så skal vi selvfølgelig selv betale for vores egen deltagelse i en mission, ligesom når vi eksempelvis på egen hånd jager pirater omkring Afrika uden at samarbejde militært med andre EU-lande om denne problematik. - Faktisk vil Danmark få mulighed for at spare penge på indkøb af militært isenkram, da vi kan foretage fællesindkøb af militært udstyr sammen med de andre 26 EU-lande. Det er underligt, at Danmark, som det eneste EU-land, står udenfor disse muligheder for samarbejde, uddybede Helge Adam Møller. Debatten sluttede med, at Helge Adam Møller udtalte: ”Jeg tror på et ja". Aftenen sluttede af med, at Helge Adam Møller fortalte anekdoter fra sin lange karriere i Forsvaret og Folketinget, hvilket udløste en række grin og klapsalver.
|