Kulsvierfestival med håndværk sang og musik

Fredag 3. juni 2022 kl. 08:55

Lørdag den 11. og søndag den 12. juni inviterer Eskilstrup Kulsvierlaug til Kulsvierfestival. Arkivfoto: Torkild Svane Kraft

Eskilstrup Kulsvierlaug invitere igen i år til Kulsvierfestival på Møllegårdens utroligt smukke naturlejrplads på Eskilstrupvej 27 ved Rønnede. Festivalen åbner lørdag den 11. juni kl. 12 og fortsætter frem til kl. 17. Søndag er der åbent kl. 10 til 16 og der er gratis adgang.

Når Kulsvierfestivalen åbner er der fuld gang i den store mile hvor der brændes trækul, ligesom der er tændt op i en lille mile hvorfra der laves tjære. Nu er det jo nok de færreste der ved hvad kulsvidning er for noget, men håndværket, der har været kendt siden stenalderen, gå i al sin enkelthed ud på at lave trækul som i tidernes morgen blev anvendt til opvarmning og madlavning.

- Vi sælger alt det trækul vi kan overkomme at lave og blandt vores kunder finder man blandt andet Sagnlandet Lejre og grilllandsholdet, fortæller oldermand Steen Jul Larsen, der tilføjer at den tjære man laver, bruges som træbeskyttelse til laugets mange bygninger på området.

Og bygninger er der mange af. Smukke træbygninger der alle er opført efter ældgamle håndværksmæssige traditioner. Der er sheltere, toiletter, vagthytte, samlingsstue en stenovn og flere andre bygninger på området.

Musik og håndværk
Selv om der er mange spændende ting at se på indenfor kulsvidningen, og at kulsvierne meget gerne fortæller om deres virke, så foregår der mange andre ting på Kulsvierfestivalen.

En lang række håndværkere har boder på festivalen, og her er det værd at bemærke at der er tale om håndværkere der holder de gamle håndværksmæssige traditioner i hævd. På Kulsvierfestivalen finder man ikke “tingel-tangel” importeret fra Kina, men kun gode ting som man oven i købet at se blive lavet, samtidig med at man kan få en snak med håndværkerne.

Og så er der musik. Masser af musik både lørdag og søndag. Som traditionen foreskriver så spiller De Dysted Spillefolk både lørdag og søndag ligesom Fensmark Folkedanserne møder op i deres flotte dragter og viser deres kunnen. Gospelkoret Fairplay underholder lørdag hvor du også kan opleve Nøgleharperne.

Om søndagen kan man opleve, og synge med på, herlige irske numre leveret af det lokale band Stouts, ligesom der bydes på blues leveret af Out of blue.

Man behøver ikke at sulte eller tørste på Kulsvierfestivalen. Man kan købe is, sodavand og fadøl, kaffe og kage, pølser og noget man absolut ikke bør gå glip af: Kulsvierpandekager. Nogle helt specielle og yderst lækre pandekager med bacon og tyttebær - og så kan man desuden købe kanelsnurrer lavet i kulsviernes egen bageovn, der er en kopi af en 1700-tals ovn.

Vil du vide mere om Eskilstrup Kulsvierlaug og Kulsvierfestivalen så kig ind på hjemmesiden kulsvier.dk.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.