Infomøde i prostatakræft-foreningen

Tirsdag 12. oktober 2021 kl. 10:31

Infomøde i prostatakræft-foreningen
Svend Erik Bodi, formand for PROPA. Fotograf: haslefoto
Prostatakræftforeningen PROPA indbyder til informationsmøde på Faxe Sundhedscenter om nye tiltag. Det er formand for Propas Sundhedsudvalg, der orienterer om de nye muligheder. Alle er velkomne.


Hvert år rammes over 4000 mænd af prostatakræft, og der er ca. 40.000 mænd i Danmark med prostatakræft. Det er typisk mænd over 60 år, der får konstateret prostatakræft, men der kommer flere og flere yngre til.

Nu er der indført MR scanninger i Region Sjælland, inden der foretages biopsier. Det gør det mere sikkert at få foretaget biopsier og der er behov for færre biopsier og dermed formindsket risiko for infektioner.

Rigtig mange af dem, der får konstateret prostatakræft, mærker ikke noget til kræften og kan leve helt normalt uden andre gener end, at de skal til kontrol engang i mellem, for at se om kræften begynder at udvikle sig.

Der hvor kræften er aggressiv eller har spredt sig, er der brug for behandling. Her er der rigtig mange muligheder i form af operation, stråling, brachoterapi, hormonbehandling og kemoterapi og en lang række andre behandlingsmuligheder.

Prostatakræft er en kræftform, der ikke udvikler sig specielt hurtigt, og derfor er der gode muligheder for et langt liv på trods af kræften. Lægerne får flere og flere muligheder for at forlænge livet og stadig bevare en god livskvalitet.

Det vigtigste er at bevare et godt humør og troen på, at det går fint, og at man kan leve i rigtig mange år med prostatakræft og sandsynligvis dø af noget helt andet.

Prostatakræftforeningen Propa arrangerer møde i Faxe Sundhedscenter, onsdag d. 20. oktober kl. 19.00 – 21.00.


På mødet vil vi komme med et kort oplæg om Prostatakræft og nogle af de nyeste tiltag i behandlingen.

Derefter vil vi dele os i 2 grupper, mændene for sig og de pårørende for sig, så vi i fred og ro kan udveksle erfaringer og drage lære af hinandens viden.

Alle er velkomne. Tilmelding til Poul Hagen, poulbhagen@gmail.com Tlf. 2048 1801

Der er gratis adgang, og foreningen serverer en kop kaffe/te undervejs.



© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.