De læser og læser - og de nyder det

Onsdag 13. oktober 2021 kl. 11:44

Johan, Julius, Thomas, og Ajonas fortæller om bøgerne mens Lone Falck Hansen og Sofia Christiansen (stående nærmest) lytter med. Foto: Torkild Svane Kraft

Et samarbejde mellem Boghuset og Rolloskolen har fået eleverne til at elske at læse.


Faxe: Det hele startede da Sofia Christiansen for to år siden skulle lave sin eksamensopgave som boghandler, og besluttede, at den skulle handle om at få børn til at læse mere. Det projekt lykkedes til fulde.

I samarbejde med forskellige forlag udvalgte Sofie en lang række bøger som blev givet til 5.B på Rolloskolen. Dem skulle de læse og lave en anmeldelse af - og efterfølgende kunne man læse anmeldelserne i Boghuset - og naturligvis købe de bøger eleverne havde anmeldt.

Nu er der gået to år. De går i 5.B og hverken eleverne eller deres dansklærer Lone Falck Hansen, har glemt de gode oplevelser de fik gennem Sofias eksamensopgave, så derfor henvendte Lone sig til Sofia, for at høre om hun ville gentage succesen.

Det ville hun meget gerne, og gik straks i gang med at kontakte forlagene, der heldigvis også var med på ideen, og skænkede mange forskellige bøger til klassen. Fra de letlæselige til de lidt sværere. Der skal jo være noget for enhver.

Så nu læser alle på livet løs, og når bøgerne er læst, skriver de anmeldelser, som senere kan ses i Boghuset. Og læst, det bliver der virkelig.

Vild afsløring
Johan elsker at læse. Han har i dette projekt læst flere bøger, og kom med noget af en afsløring, som hans mor helst ikke må vide.

– Når jeg er gået i seng, kommer min mor tit og siger, at nu skal jeg stoppe med at læse. Jeg skal sove, men når hun så er gået, så fortsætter jeg bare med at læse, siger Johan...

Thomas, Johan, Alma, Julius og Ajonas fandt bøger frem som de havde læst og fortalte ivrigt om hvad de handlede om. Nogle af bøgerne slugte de hurtigt, men nogle har også oplevet, at lægge en bog til side, fordi den slet ikke fængede.

Lone Falck Hansen, der foruden at være dansklærer for 5.B, også er læsevejleder på Rolloskolen, fortæller at det er utroligt vigtigt at man læser fysiske bøger. Altså sådan nogle af papir. En skærm giver overfladiske læsere - man lærer bedst at læse og forstå, når det foregår på papir, viser alle undersøgelser.

– Teksten bliver pløret, når man ser den på en skærm, siger Julius meget rammende, mens han sidder med en af bøgerne som klassen har fået af Boghuset og forlagene.

Lone Falck Hansen fortæller, at bøgerne kommer på skolens bibliotek når 5.B er færdige med dem - og så fortæller hun at Rolloskolen netop har fået bevilget 10.000 kr. til nye bøger. Så hun glæder sig til at komme op i Boghuset og vælge hvilke bøger hun skal købe.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.