Hvor blev etiketten af

Torsdag 30. september 2021 kl. 12:01

Hvor blev etiketten af
Indlæg af:
Anders Jensen
Terslev Skolevej 38
4690 Haslev
og svar fra borgmesteren

Har vi glemt de gamle traditioner og Emma Gad i Faxe Kommune.
Mine forældre har lige haft diamantbryllup. Det var en stor dag for dem, en dag de havde set frem til, en dag som ikke så mange oplever
De er forholdsvis friske i forhold til deres alder, så dagen skulle jo fejres en lille smule.

De er jo fra en tid hvor traditioner blev holdt og man gjorde en dyd i at holde dem.

Der kom en hilsen fra Kongehuset, som der altid har hørt sig til på sådan en dag. Derfor forventede de også at borgmesteren kom forbi og ønskede tillykke, som han altid har gjort på sådanne mærkedage.
Men nogle dage før, blev de ringet op fra rådhuset og fik besked om at han var optaget af møder meget af dagen og derfor først kunne komme sidst på dagen.

Så tænkte de at viceborgmesteren, eller 2. viceborgmesteren ville komme i stedet, som man altid sendte før i tiden, når borgmesteren var forhindret.

Men nej, der blev sagt at hvis ikke de kunne tage imod borgmesteren sidst på dagen, hvor de skulle ud og spise, så ville der ikke komme nogen.

På dagen blev der afleveret en fin kurv, af blomsterhandleren, og det var så det….

Da mine forældre havde sundet sig lidt, siger de så meget bestemt:
Mon det er fordi de ikke kan få et billedede i avisen hvor de klipper en snor, at der ikke er nogen af dem der har lyst til at komme forbi og ønske tillykke?

Er vi ved at glemme de gamle traditioner og høfligheder, for kun at tænke på os selv?

Hvad er det vi vil i fremtiden?

Svar fra borgmesteren
Traditionen med borgmesterbesøg ved runde dage, er en af de borgmesterforpligtelser, jeg sætter særdeles stor pris på og derfor også gør mit ypperste for at kunne tilbyde, hvilke heldigvis også sker i de fleste tilfælde.

Der kan dog opstå situationer, hvor pludselige møde af meget presserende karakter gør, at besøget bliver flyttet eller i meget sjældne tilfælde helt aflyst. Såfremt sådanne situationer opstår, så gør vi vores bedste for, at tilbyde et andet tidspunkt for besøget, men det er ikke altid det er muligt eller at den der skal modtage besøget ønsker dette.

Jeg skal beklage, at det ikke i dine forældres tilfælde var muligt, at finde et tidspunkt der kunne passe ind på dagen, men det er altså ikke et udtryk for, at etiketten er ændret eller at jeg ikke vægter besøgene meget højt.

Ole Vive

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.