Vil du donere til kirkens julegavebod?

Onsdag 6. oktober 2021 kl. 11:44

Vil du donere til kirkens julegavebod?
Anette Hinge håber mange vil donere legetøj til kirkens julegavebod

Haslev: Julen er en dejlig tid - ikke mindst for børnene, der får masser af gaver. Sådan er det i hvert fald for de fleste, men for nogle børn ser det anderledes ud.

Det er nemlig ikke alle forældre der har råd til at give deres børn gaver til jul, men sådan skal det ikke være, mener man i Haslev Kirke, der nu i flere år har haft en julegavebod, hvor betrængte forældre kan hente en julegave til deres børn.

– Julegaveboden er til fordel for børnefamilier, så alle kan få en glædelig jul. Julegaveboden deler godt legetøj og tøj ud gratis til familier, der har brug for lidt ekstra i juletiden, fortæller Anette Hinge, der er Kirke- kulturmedarbejder i Haslev Kirke.

Men for at kunne give, må man modtage. Så har du noget brugt, men pænt og anvendeligt legetøj, så modtager Haslev Kirke det meget gerne. Donationer modtages på følgende datoer i den gamle mandskabsbygning ved siden af bindingsværkshuset: den 14. oktober kl. 16.00 - 18.00, den 4. november kl. 16.00 - 18.00 og den 25. november kl. 16.00 - 18.00.

Selve julegaveboden, altså der hvor betrængte forældre kan komme og hente en julegave til deres børn er tirsdag den 14. december kl. 10. til 12 og 16 til 18.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.