Dem der stred sig frem hyldes i smuk skulptur

Søndag 19. september 2021 kl. 09:48

Dem der stred sig frem hyldes i smuk skulptur
Borgmester Ole Vive afslørede skulpturen, og her ses han sammen med Ivan Valentin samt Simon og Lotte Spring. Foto: Torkild Svane Kraft

Dem der stred sig frem hyldes i smuk skulptur
Ivan Valentin har skabt den smukke skulptur „De stred sig frem”. Foto: Torkild Svane Kraft
For et lille års tid, mens coronaen lagde sin klamme hånd over Danmark, besluttede Lotte og Simon Spring fra Meny i Faxe, at de ville skænke byen en skulptur. Den blev afsløret under Kulturnatten i fredags,

Skulpturen skulle symbolisere Faxe, så derfor valgte de, at det skulle være den lokale kunstner Ivan Valentin, der skulle lave skulpturen. Det er ham der også har lavet skulpturen til Faxe City Prisen, og „vingummebamsen” der pryder Haribos administrationsbygning.

Ivan Valentin fortæller at han ønskede at hædre de mennesker der har knoklet i Faxe Kalkbrud i århundreder. Dem der dermed skabte Faxe by. Derfor gennemså han mange gamle fotografier, og fandt så et passende motiv af en kalkbrudsarbejder.

Det er der kommet en smuk skulptur ud af, og den står nu foran Meny. Kalkbrudsarbejderen er lavet i jern, og selvfølgelig står han og holder et stykke Faxe-marmor. Ikke en klump kalk, for den vil ikke kunne holde.

- Det skulle naturligvis være Faxe-marmor der holder i al evighed, sagde Ivan Valentin.

Lotte og Simon Spring har netop solgt Meny. Den nye ejer tager over den 1. oktober, så man må sige at de med Ivan Valentins skulptur, har sat et smukt punktum for deres virke i Faxe.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.