Replik vedr. Udrejsecenter på Skovvang

Torsdag 16. september 2021 kl. 08:42

Replik vedr. Udrejsecenter på Skovvang
Indlæg af:
Birgitte Sørensen, Skovvang 22, Haslev


Jeg anerkender, og har gjort det hele tiden, at der kører tung trafik på Bråbyvej og Køgevej.

Vi hører det også, hvor vi bor. Jeg har ved direkte spørgsmål til borgmesteren fået oplyst, at forudsætningerne i trafikanalysen fra 2020 for henholdsvis Østlig Ringvej og nordvendte ramper er de samme.

Det vil sige, at der ved begge løsninger er indeholdt hastighedsreducerende tiltag og gennemkørselsforbud for tung trafik uden ærinde i byen samt sikring af skolevejen.

Det betyder, at det er den samme tunge trafik, der flyttes med ramperne som med Østlig Ringvej.

Det jeg anfægter er, at flertalsgruppen vil bruge skatteborgernes penge på en ringvej, som forringer muligheden for anlæg af nordvendte ramper ved Ulse. En løsning, der giver den største samfundsmæssige merværdi for Faxe Kommune som helhed, men som også løser en lokal problematik i Haslev med tung og gennemkørende trafik.

Det handler om timing og momentum. Der er netop nu en unik åbning for at få etableret ramper ved Ulse, og derfor er det et eklatant selvmål at anlægge Østlig Ringvej.

Anlægges ringvejen nu, er der ingen nye argumenter for at etablere nordvendte ramper. Så rækkefølgen er ikke uvæsentlig.

Vejenes beskaffenhed og den manglende løbende vedligeholdelse forstærker trafikstøjen uhensigtsmæssigt, og derfor burde kommunen sikre en løbende vedligeholdelse af trafikveje, der går gennem byerne, så de ikke fremstår ujævne og fulde af huller.

Ligesom der bør benyttes støjreducerende asfalt. Bumpene for enden af Grøndalsvej gør endvidere at løse ting i trailere og containere på lastbiler støjer unødigt meget.

Der blev fjernet et bump ved Skovvang af samme årsag for år tilbage.

For at være helt ærlig så tror jeg ikke, at der er mange i den østlige del af byen, ej heller på Skovvang, der vil benytte ringvejen for at komme på genbrugspladsen med mindre der også indføres gennemkørselsforbud for trailere.

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.