„De røde” er ude af budgetforhandlingerne

Tirsdag 14. september 2021 kl. 10:32

„De røde” er ude af  budgetforhandlingerne
Camilla Meyer, Soc.dem, Ivan Flændsdal, SF og Nadia Bruun Thurø, Enhedslisten

Faxe Kommune: Socialdemokratiet, Socialist Folkeparti og Enhedslisten i Faxe Kommune har valgt at gå fra budgetforhandlingerne om næste års budget. Det gjorde partierne også sidste år.

I år skete det allerede ved første forhandlingsmøde. Årsagen er igen i år primært uenighed om behovet for en ny omfartsvej, Gisselfeldvejs forlængelse i Haslev.

- Et ultimatum fra flertalsgruppen om at gennemføre store rammebesparelser på pris- og lønfremskrivning på tværs af hele kommunen, samtidig med at fastholde omfartsvejen i Haslev, blev årsagen til at vi blev nødt til at gå fra de igangværende budgetforhandlinger mandag aften den 13. september, skriver partierne i en pressemeddelelse, og fortsætter:

- Vi er stadig af den opfattelse, at der ikke er brug for en dyr og unødvendig omfartsvej.

Derudover er der ikke rimelighed i at spare store rammebeløb på tværs af hele kommunen, mener S, SF og Ø. De bryder sig ikke om besparelser efter „salamimetoden” og uden politisk ansvar, fordi det betyder tilfældige afskedigelser og tilpasninger, skriver de tre partier.

- I lighed med sidste år kan vi ikke lægge navn til et budget, hvor der bruges så massivt mange penge på et enkelt vejprojekt planlagt på usikkert analytisk grundlag og med tvivlsom effekt. Også de flere end 3.300 underskrifter fra borgere og virksomheder indsamlet af Borgergruppen viser den massive modstand mod projektet.

- Vi mener ikke, at der er rimelighed i med den ene hånd at anlægge en unødvendig omfartsvej til minimum 50 mio. kr., samtidig med at der med den anden hånd gennemføres store besparelser på driften af den borgernære velfærd, oplyser Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

De tre partier ønsker at tage politisk ansvar for serviceniveauet for den velfærd borgerne skal modtage. Serviceniveauet skal være afstemt med de afsatte ressourcer, der stilles til rådighed. Massive rammebesparelser vil uundgåeligt få konsekvenser for løsning af kernopgaven. Pengene findes primært ved at skære i lønbudgetter og det vil kunne mærkes i daginstitutioner, skoler, ældrepleje og på rådhuset osv, lyder det fra „de røde”.

- Vi fornægter ikke, at et dette års kommunale budget skal lægges med store besparelser for at opnå balance. Det skyldes dels flertallets gentagne skattenedsættelser, men også et efterslæb som følge af sidste års fejlbehæftede budgetmateriale.

- Hvor ubehageligt det end er at skulle se store besparelser i øjnene, så påtager vi os vores politiske ansvar. Besparelser af den aktuelle nødvendige størrelse skal ikke lægges „blindt” ud til den enkelte leder.

- Vi havde håbet på en bred aftale der kunne sikre en god service for borgerne og give medarbejderne et trygt og stabilt arbejdsmiljø, slutter Camilla Meyer, Soc.dem, Ivan Flændsdal, SF og Nadia Bruun Thurø, Enhedslisten.

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.